Håb er livgivende, ressourcer er relative

- I ethvert menneskes liv går den indre flamme ud ind i mellem. Flammen kan vokse og gnistre igen ved et møde med et andet menneske, der vækker den indre flamme.

Med dette citat af den tyske læge, musiker og ulandshjælper, Albert Schweitzer, indleder Lilly Jensen sin ni siders artikel ”Hvor der er håb, er der liv”, der ligger på Ergoterapeutforeningens TRIV-sider.

• Læs også: Lilly Jensens artikel 'Hvor der er håb er der liv' (PDF)

Artiklen er en kommentar til ressourcebegrebet og en vurdering af forholdet mellem håb, mål og ressourcer i det terapeutiske arbejde.

Umiddelbart i forlængelse af det tyske citat, skriver Lilly Jensen:

- Et menneskes håb er den grundlæggende ressource, der stimulerer alle andre personlige styrker. Ergoterapeuten skal altid støtte, styrke og bevare dette håb. Sammen med personen skal ergoterapeuten finde de faciliterende ressourcer i omgivelserne, der kan bidrage til, at personen når de mål, der spirer frem af håbet. Det er for mig vigtigt at tilkendegive, at ressourcer kun kan findes og benyttes, når de tager udgangspunkt i personers konkretiserede håbafledte mål, hvilket alene kan foregå i et anerkendende og værdigt samarbejde med den enkelte person.

Astronautdrøm blev vej til ressourcer

Lilly Jensen er ergoterapeut, rehabiliteringskonsulent i Odenses Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning og æresmedlem af Etf. I 2014 modtog hun Helsefondens og Rehabiliteringsforum Danmarks rehabiliteringspris for sit arbejde med at udvikle den danske forståelse af rehabilitering.

Hun forklarer, at hendes motivation til artiklen er en reaktion på den udbredte brug af ressourcelister, hun oplever mange steder i det terapeutiske arbejde, og som hun flere gange ser, går forud for en ydmyg og anerkendende dialog om borgerens håb:

- Min påstand er, at det er i borgerens håb og drømme, at al motivation og energi udspringer, og først når borgeren har fat i sit håb, kan vi som terapeuter hjælpe med at finde frem til, hvilke ressourcer der ligger i omgivelserne, hos borgeren og i civilsamfundet. Det er individuelt.

Som et tankeksperiment spørger prismodtageren retorisk, om økonomi, familie og uddannelse, begreber vi per definition betegner som ressourcer, ville kunne bruges til noget, hvis borgeren strandede i en ørken. Det mener hun ikke, at de ubetinget kan, siger hun for at understege det relative i ressourcebegrebet.

Lilly Jensen fortæller med et eksempel fra sit arbejdsliv, hvordan et unuanceret indstilling til borgernes ressourcer kan føre til en utilstrækkelig rehabiliteringsindsats, mens arbejdet med håbet puster til den flamme, der næsten er gået ud, men rummer en stærk, potentiel energi:

- En af mine kollegaer har fortalt om brug af håbet og drømmen hos en borger, der havde fået en mental skade. Hans familie boede i udlandet, dermed var hans ressourcer på papiret efter traditionel tankegang i minus på dette punkt. Da ergoterapeuten spurgte, hvad han drømte om, svarede han ”at blive astronaut”. Man kunne forsøge at gøre hans håb mere realistisk her, men ergoterapeuten anerkendte drømmen og spurgte om, hvad han troede, at det ville kræve. De fandt frem til, at man i hvert fald skal kunne læse og skrive, og her blev familien i udlandet en ressource, for i sit håb om at blive astronaut, fandt manden energien til at begynde at skrive postkort til familien, og herved fik han en vedvarende korrespondance og et styrket netværk. Det blev første skridt i hans rehabilitering, tændt af håbet.

TRIV er ’nærmest genial’

Ifølge Lilly Jensen er de fire begreber i TRIV-faktorerne, Tilgængelighed, Relationer og Roller, Interesser og Vaner og Vilje ’næsten geniale’. For det første fordi de alle har relation til håbet og er afhængig af håbets drivkraft, og for det andet fordi ordene i TRIV er nogle af de mest nærværende i ergoterapien, siger hun.

- Jeg ser hver enkelt faktor som stor pakke af ergoterapeutisk viden, og jeg ser håbet i midten af alle faktorerne. Vi kan få fat i borgerens håb, hvis vi formår at skabe en god Relation og anerkende den drøm, der ligger i håbet, som ofte udspringer af en Interesse. Det er her Viljen til at nå et retningsgivende mål gror og her er det vores opgave som terapeuter at gøre målet Tilgængeligt ved at skabe et miljø, hvor målet i en eller anden form kan realiseres,” udlægger Lilly Jensen, og trækker ressourcebegrebet ind i billedet:

- Så snart målet er defineret, kommer ressourcerne, som man kan arbejde terapeutisk ud fra, siger hun. 

Alle håb skal respekteres

At sætte borgerens håb og drøm i centrum, kræver en ydmyg og anerkendende modtagelse, uanset hvilket indhold drømmen har, også når det handler om aktiviteter, som vi ikke umiddelbart forstår og accepterer, f.eks. et ønske om at få bevilliget en scooter til at køre hen til vennerne på bænken, påpeger Lilly Jensen.

- Rehabilitering går af og til galt, fordi vi som fagfolk lader vores egne holdninger og faglige tilgange stå forrest. Selv om det står i vores etiske retningslinjer, at vi skal være en ligeværdig samarbejdspartner med borgeren, kan vi komme til at tage over, enten når borgeren ikke udtrykker et håb eller når borgerens mål ikke står i Sundhedsvæsnets bog. I de tilfælde rehabiliterer vi i en retning, der ikke har værdi for borgeren og som så derfor ofte bliver en resultatløs rehabilitering.

For eksempel har Lilly Jensen for nylig hørt om et rehabiliteringsforløb for en tidligere velfungerende 70-årig dame, der mistede sin mand og kort tid efter faldt og brækkede benet. Trods intens træning i to måneder, er damens genoptræningsudvikling næsten gået i stå, ifølge Lilly Jensen fordi ingen terapeut har gjort, hvad der skulle til for at finde damens gnist. TRIV-faktorerne er blevet sat til side. Det betegner Lilly Jensen som uværdigt og kan betyde, at borgeren giver op.

Rehabiliteringskonsulenten fra Odense har selv en sarkastisk kommentar med sig fra en borger, der ikke følte sig anerkendt i sit håb og sine interesser.

- En dårlig dag med en ergoterapeut kan ødelægge resten af dit liv, sagde borgeren. Lilly griner, når hun genfortæller kommentaren, men samtidig understreger den i hendes optik, at der er ganske meget på spil, hvis ikke terapeuten etablerer rehabiliteringen ud fra den personlige gnist antændt af håbet.

Ergoterapeuten som navigatør

Som afslutning på sin artikel ” Hvor der er håb, er der liv” citerer Lilly Jensen forfatterne Buhl J. Pedersen, der har skrevet bogen ”Den ægte dialog – i vejledning og rådgivning” og M. Nussbaum, der står bag artiklen ”Human Functioning and social Justice”.

Lilly Jensen skriver:

- Gode refleksive personer inden for sundheds- og socialsektoren skriver eller udtrykker ofte, det vi andre mangler ord for. En ergoterapeuts faglige ressourcer er forankret og udtrykt f.eks. i de to nedenstående citater. Når disse tilgange benyttes stimuleres borgernes håb automatisk.

- I den ægte dialog taler vi ind i hinandens virkelighed. I den ægte dialog bliver der frihed til, at det ikke før tænkte kan tænkes, og det kan skabe muligheder, som brugeren og den ansatte ikke før har fået øje på.

- Den gode navigatør følger ikke reglerne alene. Hun er parat til at overveje og bruge, hvad hun har erfaret tidligere. Hun er fleksibel og kreativ. Men selv om regler ikke er tilstrækkelige, så kan de være yderst nyttige og til tider uundværlige.

Mere om TRIV

TRIV er fire faktorer, som Ergoterapeutforeningen vurderer er vigtige for, at mennesker med fx sygdom, funktionsbegrænsninger eller handicap kan have en aktiv hverdag og for at motivere mennesker til aktivitet og deltagelse.

• Etf.dk: Læs mere om TRIV-faktorene
• Etf.dk: Læs Lilly Jensens artikel (PDF)