Dans styrker erindringen

I spisestuen, der også er dansesal, har mere end halvdelen af ældrecentret Solvangs beboere sat sig i rundkreds på stole eller siddende i kørestole. De sidder stille og afventende. Der bliver ikke sagt så meget.

Anne-Marie Kejlberg er ergoterapeut og aktivitetskoordinator på ældrecentret i Hvidbjerg, i det nordlige Vestjylland. Hun byder velkommen og skruer musikken op. Så falder det første taktslag i ’Smilende Sussi’ lyder, og de første par på gulvet tager valsetrin og dansefatning. Stilheden i salen erstattes af beboere, der nynner, synger og snakker.  

Bjarne Olesen er opvokset med sang og musik og dans. I en årrække var han sportsdanser på en danseskole i Struer, så han venter ikke længe med at byde Jenny Jensen i den lange kongeblå kjole op til dans. Uden tøven tager hun imod Bjarnes hånd. Hun ser rutineret ud, vejer fra side til side, frem og tilbage i takt med musikken. Men faktisk er det nyt med dans. Hun er opvokset i Indre Mission på Jegindø, der i folkemunde er bedre kendt som Jenø og ligger øst for Thyholm. Der var pardans ikke velset, men forbudt.

- Men der sker jo altså ikke noget ved det. Jeg ser sådan frem til at komme ud at danse. Det er så dejligt, siger hun, og holder godt fast i Bjarnes arm.

• Læs mere: Millioner til forskning

Sangene, der danses til, er alle velkendte klassikere fra dansktoppen. Og det er der en grund til:

- Det handler ikke om at lære at danse, men om at huske, mærke glæde og finde nærvær med andre. Mange af beboerne er demente, men har lært at danse som børn eller unge på danseskoler og til halballer. De færdigheder, som etableres tidligt i livet er også dem, der huskes længst. Man kan sige, at det, som hovedet ikke længere husker, der husker kroppen, siger Anne-Marie Kejlberg.

- Så langt de fleste husker trinene af sig selv, men der er også nogle, der skal mindes om, hvordan man gør. Vi har sanglege på sætlisten også, og vi kan se, at de spejler hinandens og vores bevægelser. Vi klapper i hænderne, tramper i gulvet og først den ene vej og så den anden vej tju og tju og skoma’rdreng. Vi bruger samtidig guidning, når vi kan se, at der er brug for støtte til at finde de rigtige bevægelser, fortæller hun.

• Læs mere: Demenshandleplan - Etf sidder med ved arbejdsbordet

Erindringsdans 

Konceptet kaldes erindringsdans og er udviklet af en sygeplejerske fra Demenskonsulenten i 2008. Erindringsdansen har over de senere år spredt sig ud i hele landet gennem projekter gennemført i samarbejde med Alzheimerforeningen. I løbet af 2016 vil mere end halvdelen af landets kommuner have gennemført et otte uger langt danseforløb, og alle kommuner vil have uddannet mindst 12 danseinstruktører, der skal implementere dansen som et fast tiltag til beboerne.

I Struer Kommune på Ældrecentret Solvang, har de efter de otte uges projekt har valgt at fortsætte med dansen én gang om måneden.

- Det har bragt så meget godt med sig, at vi selvfølgelig måtte fortsætte. Vi får mange gode snakke på dansegulvet, hvor der bliver delt minder om for eksempel ægtemænd- og koner og om livet på landet. Vi ser sider af beboerne, som ellers ofte er skjult bag sygdommen, siger Anne-Marie Kejlberg.

I rundkredsen sidder en herre i sin kørestol. Han var ikke meget for at komme med til dans. For som han siger: Jeg danser ikke, og jeg synger i hvert fald ikke. Det sidste som en halvsyrlig kommentar til sin sidemand, der synger højt og som kan alle sangene udenad. Han får nu ikke lov at sidde ret stille længe, før en af de seks frivillige byder op til dans. Han tager imod hendes hænder og holder godt fast. Kort efter rejser han sig fra stolen, og bevæger sig skridt for skridt ud på midten af gulvet.

Og han synger.

Selvstændighed og værdighed

- Vi oplever beboere, der er usikre og nervøse på egen formåen. Men alligevel ser vi, at både arme, ben og fødder begynder at bevæge sig i takt til musikken. Alle kan være med, kørestol eller ej. Det er klart, at jeg ud fra et ergoterapeutisk synspunkt gerne ser så mange som muligt, der står op og bærer deres egen vægt. Det er en stor sejr, når det sker, siger Anne-Marie Kejlberg.  

- Men det er en lige så stor succes, når man deltager med sine hænder eller arme eller synger med. Der er selvstændighed og værdighed tæt knyttet til dansen, når man oplever, stadig at kunne noget.

Tilbage i kredsen sætter herren sig tilbage i kørestolen. Han holder den frivillige i hånden, og de takker hinanden for dansen.  Var der andre ude at danse? spørger han. Hun svarer ja, der var mange. Men jeg så kun dig, siger han.

Og det er netop et andet vigtigt aspekt, som Anne-Marie Kejlberg fremhæver ved dansen: Den fysiske kontakt.

- Den er ofte begrænset til hygiejnesituationer. Der er ikke ret megen berøring mellem personale og beboere, eller beboerne imellem. Men i dansen, har vi fysisk kontakt med hinanden på en passende og naturlig måde. Vi har øjenkontakt, vi taler og vi griner. Mange af vores beboere savner berøring og fysisk kontakt. Hos nogle af dem, der har demens, giver den manglende kontakt også uro og tristhed. Det har vist sig at mange af beboerne er både gladere og roligere i tiden efter dansen, fortæller hun.

Bjarne Olesen tager sig en velfortjent pause efter at have danset med både Jenny Jensen og flere andre.

- Musik og dans gør alle glade, og man kan mærke det på stemningen. Jeg er sådan en, der ikke gider sidde ret meget inde i min lejlighed, så jeg synes, det er dejligt, at vi danser, for vi kommer hinanden ved på en anden måde, siger Bjarne Olesen, der har fået selskab af sin datter, Jette Olesen.  

- Dans betyder meget for min far, siger hun.

- Jeg er glad for, at han har mulighed for at danse, selv når han er flyttet på plejehjem. Jeg vidste ikke, der var dans i dag, så jeg blev noget overrasket over at komme herned. Og skal man danse en vals, så skal man danse med far, siger hun og byder ham ud på gulvet.

Der er nu næsten gået en time, og Kim Larsens kæmpehit ’Den allersidste dans’ lyder ud af højtalerne:

”Altid vil jeg mindes denne aften
Altid vil jeg huske denne dans
Våren i dit blik
Smilet om din mund
Altid vil jeg mindes denne stund”

Meningsfuld aktivitet for demente

Med bevidstheden om, at det langt fra vil være alle, der vil kunne mindes denne eftermiddag, mener Anne-Marie Kejlberg, at dansen er en succes.

- Det kan være rigtigt svært at finde meningsfulde aktiviteter til især demente beboere. De efterspørger sjældent aktivitet, men med dansen har vi fået flere muligheder. Der sker noget, når musikken spiller. Der kommer gang i kroppen og liv i øjnene. For nogle gælder det, at sygdommen er så fremskreden, at det kun er øjeblikket, der tæller, for de har glemt det bagefter. Men de viser glæde, mens det står på, og følelser er i denne sammenhæng mindst lige så værdifulde som varige minder. Det er fantastisk at opleve, og tænk, at jeg har et job, der går ud på at give gode oplevelser. Det kan ikke blive bedre, siger hun, mens hun puster ud og tørrer lidt sved fra panden efter en time på dansegulvet.

- Men hvornår skal vi danse igen? lyder det fra rundkredsen.

Om præcis en måned snøres danseskoene igen.

Fakta

Hvorfor dans?

• - Langt de fleste med selv svær demenssygdom vil være i stand til at kunne huske de enkelte danse, når blot de mindes om dem.
• - Dansefærdigheder kan reetableres ved at dansepartneren guider i dansen eller den demente har mulighed for at spejle (gøre efter) ved at se andre danse og høre kendt musik
• - Den demente vil, ved at udføre velkendte fysiske handlemønstre, få mulighed for at opleve succes.
• - Dans giver glæde, motion og tillader tæt, fysisk kontakt på en naturlig måde.
• - Dans skaber samhørighed om en fælles oplevelse mellem beboere, pårørende, frivillige og personale. Dansen kan derfor etableres som et fælles samtaleemne – også efter dansetimen er slut.
• - Alle beboere, uanset grad af fysisk eller psykisk funktionstab, kan deltage.

Mere om demensområdet

• Demenshandleplan: Etf sidder med ved arbejdsbordet
• Millioner til forskning
• Ny demensbydel i Odense skal åbne sig for verden