Den diskrete mor-forbindelse

”Hvorfor er du her i dag, Birgitte?” lød spørgsmålet fra underviserne på ergoterapeutuddannelsen på Metropol (nuværende Københavns Professionshøjskole), da Birgitte Christensen Gammeltoft i 2006 mødte op til dimissionsfest for de nyudklækkede ergoterapeuter — blandt dem datteren Lea.

- Ingen af underviserne kendte til vores familiære forbindelse, og de havde ikke kunnet gennemskue den, eftersom Lea har sin fars efternavn, siger Birgitte Gammeltoft og griner ved erindringen om undervisernes forbløffede ansigter, da det gik op for dem, at Lea havde ”sneget” sig gennem uddannelsen uden at afsløre sit ophav.

Birgitte Gammeltoft er et velkendt navn for ergoterapeuter — især for dem, der arbejder med neurorehabilitering. Hun var med egne ord ”med på bølgen”, da de nye metoder til gavn for personer med hjerneskader for alvor skyllede ind over dansk neurologi i 1980’erne, og hun har siden markeret sig som en kapacitet inden for sit arbejdsfelt med flere bøger og et utal af undervisningsforløb bag sig.

Men da datteren Lea Storgaard Christensen valgte samme uddannelsesvej som sin mor, blev familiebåndet ikke blæst ud over Metropol med basuner og trompeter.

- Jeg har altid været stolt af min mor, men da jeg begyndte på ergoterapeutstudiet, ville jeg gerne klare mig selv og følge uddannelsen på mine egne præmisser. Jeg fortalte enkelte af mine studiekammerater, hvem min mor var, men jeg ønskede ikke, at det skulle være almindeligt kendt, at jeg var Birgitte Gammeltofts datter, fortæller Lea Storgaard Christensen.

- I vores familie har vi altid praktiseret ydmyghed og har lagt afstand til at bragesnak, tilføjer Birgitte Gammeltoft.

Beslutsom 12-åring

Allerede i 12-års alder blev Birgitte Gammeltoft klar over, at hun ville være ergoterapeut.

- Min far var armamputeret efter en arbejdsulykke, og jeg kunne se, at ergoterapeuterne kunne et eller andet, som gavnede ham, fortæller hun.

Hun blev færdig med uddannelsen i 1976 og arbejde de følgende år som leder af et plejecenter, på en psykiatrisk afdeling og i geriatrien, inden hun blev ansat på Vordingborg Sygehus, hvor interessen for neurorehabilitering blev skabt og gødet godt af fremsynede overlæger. Hun var ansat på hospitalet i 26 år og sørgede blandt andet for at invitere udenlandske eksperter i neurorehabilitering til landet som foredragsholdere. Ofte blev de indkvarteret hjemme i privaten, hvor datteren, der i dag er 40 år, mødte dem.

- Det var spændende at træffe de store personligheder. Deres tilstedeværelse viste noget om min mors store engagement i sit arbejde. Hun har altid betragtet sit arbejde som en hobby, siger Lea Storgaard Christensen, der blandt andet øvede sine engelskkundskaber sammen med den islandske ergoterapeut og forsker Gudrun Anardottir — indtil Lea Storgaard Christensen fandt ud af, at islændingen havde studeret i Danmark og talte udmærket dansk.

- Den skotske fysioterapeut Margaret Johnstone var også gæst i vores hjem, og vi var også på familiebesøg hos hende i Skotland. Hendes Johnstonekoncept var verdenskendt i 1980'erne og en videreudvikling af hendes teorier er stadig aktuel. Da Margaret Johnstone besøgte os, forudsagde hun, at vores datter Kit ville blive fysioterapeut, og at Lea ville blive ergoterapeut, husker Birgitte Gammeltoft.

Det sidste holdt stik, men Kit valgte dog at uddanne sig til pædagog.

Lea Storgaard Christensen var indimellem også med som demonstrationseksempel, når hendes mor underviste på kurser og havde brug for en person til at illustrere sine pointer med.

Når familien drog på ferie, var destinationen ofte Norge, Færøerne eller Portugal, hvor Birgitte Gammeltoft underviste på de ugekurser, som hendes full-time arbejde ikke levnede tid til, mens resten af familien slappede af og skabte nye relationer til de familier, de blev indkvarteret hos.

Ergoterapi, nej tak

Da Lea Storgaard Christensen nåede teenagealderen blev enhver tanke om ergoterapi parkeret for en stund.

- Som de fleste andre i den alder, lagde jeg klart afstand til mine forældres liv, fortæller hun.

Da hun skulle i erhvervspraktik i 9. klasse, lod hun sig alligevel overtale til søge praktik hos en af sin mors gode kontakter, børneergoterapeut Connie Nissen, der har privat praksis i Næstved. Praktikopholdet blev en øjenåbner.

- Jeg forstod ikke helt, hvad det var, Connie Nissen foretog sig, men jeg kunne se, at hun skabte resultater, og jeg fik interesse for at arbejde med børn, forklarer Lea Storgaard Christensen.

Da hun senere kom i gymnasiet, og deltog i arrangementer omkring studievalg, blev hun i tvivl om, hvorvidt hun havde låst sig fast i sit fokus på ergoterapi, men hver gang hun satte sig ved computeren og tastede oplysninger ind i de programmer, der skulle hjælpe hende med at træffe det rette studievalg, stod der ”ergoterapeut” på skærmen, når hun var færdig med testen.

Og sådan blev det.

Efter endt uddannelse arbejdede hun blandt andet et år med genoptræning af demente, og senere fik hun job inden for børneområdet, som Connie Nissen i sin tid havde været inspirationskilde til. Efter otte år i Børnecenter København, flyttede hun i 2015 med kæresten til Svendborg, hvor det skulle vise sig at blive vanskeligt at finde job inden for det børneergoterapeutiske speciale. I stedet arbejdede hun i en stilling som pædagog på et opholdssted for anbragte unge. Samtidig tog hun en master i børn og udeliv.

- Når børn er udenfor i det fri sker der noget i deres motoriske udvikling, som man ikke oplever indendørs. Børnene oplever en større autonomi i det fri, og udeliv gør også noget godt for relationen mellem børn og pædagogisk personale. Den viden vil jeg gerne udnytte i mit fag, siger Lea Storgaard Christensen, der lige i øjeblikket er på barsel med sit andet barn.

- Min drøm er på sigt at blive selvstændig lige som min mor, men med børn som mit arbejdsområde, siger hun.

Fælles Interesser

Selv om mor og datter har valgt hver deres faglige retning inden for ergoterapi, kan de sagtens finde fælles referencer.

- Interessen for sanseintegration er vi fælles om, siger Lea Storgaard Christensen.

- Og så er vi begge interesserede i det spirituelle, tilføjer Birgitte Gammeltoft.

Begge er uddannede Reiki-healere og uddannede klangmassører.

- Jeg møder nogle gange en nedladende holdning til alternativ behandling, men jeg synes, det er vigtigt at tænke holistisk, også selv om der ikke er evidens for den behandling, man udfører. Og så elsker klienterne de alternative behandlingsformer, konstaterer Birgitte Gammeltoft.

Mor og datter koordinerer indimellem også deres kursusdeltagelse.

- Det kan være, at en af os ringer til den anden og siger ”har du set, at der holdes Wilbarger Advanced. Skulle vi ikke tage sammen til det?”, siger Birgitte Gammeltoft.

Lea Storgaard Christensen har kastet al diskretion omkring sin familierelation bort og sætter sig som en selvfølge sammen med mor, når der er frokostpause på de kurser, de begge deltager i. I dag er stolthed over morens bedrifter den fremherskende følelse hos hende.

— Det er en gave at kunne komme hjem og snakke fag. Vi forstår hinanden, og jeg er lidt bekymret for, hvad der skal ske, den dag hun holder op, siger Lea Storgaard Christensen.

Overalt i Birgitte Gammeltofts hjem i Hasle, hvor Ergoterapeuten møder mor og datter, står blomster, flasker og endnu uåbnede pakker. Birgitte fyldte for få dage siden 70, og har nået en alder, hvor de fleste trækker sig tilbage, men der er ingen tegn på, at hun vil følge samme rute.

Op til fødselsdagen var hun på undervisningsturné i Jylland, og der er godt med aftaler plottet ind i kalenderen hele 2020 — og endda et stykke ind i 2021.

- Jeg har nok ikke været så god en mormor for Leas børn, men til gengæld har hun fået nogle andre ting fra mig, siger Birgitte Gammeltoft.

- Det kan godt være, at din fyldte kalender har forhindret dig i at være sammen med børnebørnene i samme omfang som andre. Men du sætter al din fritid af til at være sammen med børn og børnebørn, og du har været en fantastisk mormor for mine børn, tilføjer Lea Storgaard Christensen.