Den måske mest erfarne

Lad os slå en ting fast med det samme: I denne artikel får du ikke at vide, hvilken diagnose 32-årige Luise Skinnerup i sin tid fik, da hun var patient i psykiatrien. Hun mener ikke, det tjener noget formål at kende hendes diagnose for at forstå hende som menneske. I sit daglige arbejde på De Særlige Pladser, AUH Psykiatrien i Skejby, interesserer hun sig heller ikke selv synderligt for patientjournalernes afsnit om diagnosen.

— Hvis man skal lære at tage en bus, er diagnosen ligegyldig i forhold til de individuelle udfordringer, den enkelte patient har, konstaterer Luise Skinnerup.

Hun anerkender, at diagnoser for andre faggrupper — eksempelvis læger — er relevante. Der er f.eks. forskel på den medicin de enkelte diagnosegrupper skal have, men i Luise Skinnerups job spiller medicin og diagnose ingen rolle.

— Jeg må ikke udlevere medicin og har truffet et bevidst valg om ikke at ville vide noget om medicin, fordi det ofte er omkring medicinen, at konflikter mellem patienter og personale opstår. I den sammenhæng vil jeg hellere være en neutral medarbejder, siger Luise Skinnerup.

Hun anser desuden diagnosen for ligegyldig og måske endda skadelig i forhold til de ADL-observationer, som indgår i hendes arbejdsfelt.

— Jeg oplever, at diagnoser kan være med til at skabe en forudindtagethed om patienten, som kan betyde, at jeg som ergoterapeut handler på en bestemt måde. Jeg læser naturligvis patientens journal, men jeg udspørger også den pågældende for at få et tydeligere billede af mennesket bag beskrivelsen i journalen, siger Luise Skinnerup.

De Særlige Pladser

De Særlige Pladser er et afsnit med fokus på rehabilitering af 16 psykiatriske patienter med en farlighedsgrad, som betyder, at de ikke kan bo på almindelige psykiatriske botilbud. Luise Skinnerup blev ansat i marts, og jobbet er hendes første som uddannet ergoterapeut. Hun gik bevidst efter et job i psykiatrien.

— Jeg kunne se mig selv i jobbet, fordi jeg selv har oplevet, at den rehabiliterende tilgang manglede i psykiatrien, siger hun.

De Særlige Pladser har fokus på de udfordringer, den enkelte patient har. For det meste bidrager de pårørende til behandlingen med deres erfaringer, og ud fra den samlede viden, sættes der mål for de enkelte patienter — mål, som modner dem til at indgå i nogle af samfundets fællesskaber.

— Målene kan være at lære at gå i bad, før man begynder at lugte, spise med jævne mellemrum uden at gøre det hele tiden, kunne føre en samtale og indgå i sociale fællesskaber og på sigt måske komme ud i egen lejlighed eller et bofællesskab. Min opgave er at inddrage patienterne mest muligt, så når der f.eks. skal rettes an til frokost, er patienterne mest muligt med i processen: Skal der lys på bordet, og hvordan rydder man op efter frokosten og stiller i opvaskemaskinen? Jeg prøver at holde hænderne i lommen og i stedet observere, men patienterne får min støtte, når de har brug for det, siger Luise Skinnerup.

Hendes tilgang er, at der skal stilles realistiske krav til de psykiatriske patienter, men at de samtidig skal have nye chancer, hvis et mål ikke bliver nået.

— Jeg gør det tydeligt for patienterne, at jeg ikke giver op. Hvis den metode, patienten og jeg arbejder med, ikke lykkes, må vi prøve noget andet, siger Luise Skinnerup.

Den indstilling til arbejdet er drevet af hendes egne oplevelser som patient i psykiatrien i perioder gennem næsten halvdelen af hendes liv. Undervejs fandt hun ud af, hvad der virkede for hende, men desværre gik der lang tid, inden hun fik det tilbud, der bragte hende på fode, så hun i dag har en normal tilværelse med hus, bil og job uden særlige skånehensyn.

De første symptomer

Da hun er 15 år, dukker de først symptomer op, og efter 9. klasse fortsætter hun ikke som de fleste på en ungdomsuddannelse. I stedet ryger hun ud af uddannelsessystemet og bliver henvist til samtaler på en børnepsykiatrisk afdeling. Her oplever hun, at hun ikke bliver taget alvorligt. Hendes behandler glemmer aftaler og bliver ofte afbrudt af telefonen, når de mødes. Samtidig oplever hun, at behandleren skyder langt over målet i forhold til at stille realistiske mål, så Luise bliver presset ud over sine grænser.

— Hvis man skal lære at købe ind, men har svært ved at færdes i store forsamlinger, vil man normalt begynde med at købe ind blandt få mennesker og gradvist skrue op for antallet af mennesker. I mit tilfælde begyndte vi bare med at gå ud og handle blandt mange mennesker, siger Luise Skinnerup.

Hun er kun tilknyttet børnepsykiatrien i en kort periode. Efterfølgende lykkes det hende af egen drift at gennemføre en ungdomsuddannelse, og de følgende år har hun ikke tilknytning til psykiatrien ud over en henvisning til samtaler hos en privatpraktiserende psykolog. Da psykologklippekortet er opbrugt, bliver hun på ny henvist til psykiatrien. Hun er nu midt i 20’erne og bliver tilbudt et gruppeforløb.

— Jeg forklarede, at samtaler i en gruppe sandsynligvis ikke ville gavne mig. I stedet foretrak jeg et individuelt forløb, men det rakte ressourcerne ikke til. Jeg gav gruppeforløbet en chance, men det endte med, at jeg fik det betydeligt værre, forklarer Luise Skinnerup.

Samtidig var hun begyndt på ergoterapeutuddannelsen, og selv om hun var sikker på, at uddannelsen var den rigtige for hende, afstedkom den også et øget pres, og lidt over halvvejs i studiet kortsluttede hendes tilværelse, og hun blev for første gang i sit liv indlagt på en psykiatrisk afdeling.

— Jeg fik det så skidt, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Det var et kæmpe nederlag. Under indlæggelsen var der fokus på medicin og kun få ressourcer til at følge patienternes ønsker. Jeg var f.eks. glad for at cykle på motionscykel, men efter to ture var der ikke længere personaleressourcer til at følge mig over til cyklen, siger Luise Skinnerup, der blev udskrevet efter knap en måneds indlæggelse — uden en plan for, hvad der videre skulle ske.

Individuelle samtaler er løsningen

Der gik yderligere seks måneder, inden hun fik sit ønske om individuelle samtaler opfyldt, og det hjalp. Efter halvandet års sygeorlov fra ergoterapeutstudiet kom hun tilbage og gjorde det færdigt. De seneste to år har hun ikke været i kontakt med psykiatrien som patient.

Til gengæld er hendes erfaringer kommet i spil i Region Nordjylland, hvor hun bor. Her er hun blevet medlem af et peer-board i Enhed for Samskabelse, der er oprettet for at udvikle den nordjyske psykiatri, så den bliver mere personcentreret og imødekommer patienter og pårørendes ønsker, behov og præferencer. Luise Skinnerup har været med til at give sit patientperspektiv på de nye kliniske retningslinjer, der er udarbejdet for håndtering af vold og aggression i psykiatrien i regionen. Desuden har hun bidraget til udformningen af psykiatrien på det kommende nordjyske supersygehus.

— Jeg har oplevet at blive lyttet til og være ligestillet med erfarne sygeplejersker og forskere, og det har haft stor betydning for mig, siger Luise Skinnerup, der også er frivillig i en klub for psykisk sårbare unge i Aalborg.

Da Luise Skinnerup fik sit eksamensbevis fra ergoterapeutuddannelsen, gik hun i gang med at søge job, men jobsituationen var vanskelig, og først efter 14 måneder fik hun stillingen på AUH.

I ansøgningen og ved jobsamtalen fortalte hun ikke, at hun selv er tidligere psykiatrisk patient.

— Jeg frygtede at blive fravalgt, hvis jeg fortalte om min baggrund, fordi de måske ville vurdere, at jeg ikke kunne klare jobbet, forklarer Luise Skinnerup.

For et par måneder siden valgte hun imidlertid at gøre op med hemmelighedskræmmeriet.

— Jeg havde en samtale med en medarbejder på Enhed for Samskabelse i Aalborg. Hun fortalte mig, at det tidspunkt, hvor man er helt sikker på, at det er rigtigt at fortælle omgivelserne om sin psykiatriske sygdom, aldrig kommer. Men alle dem, hun kendte til, der havde gjort det, var glade for deres beslutning. Hun støttede mig også, da jeg var usikker på, om jeg var erfaren nok til at varetage jobbet på AUH. ”Luise, du er måske den mest erfarne af alle”, sagde hun, og det overbeviste mig om, at det ville være en fejl, hvis jeg ikke bragte min egen erfaring i spil, siger Luise Skinnerup.

Derfor gik hun til sin afdelingssygeplejerske på AUH og fortalte om sin baggrund.

- Budskabet blev godt modtaget. Et par uger efter samtalen spurgte hun, om jeg ville påtage mig ansvaret for patient- og pårørendeinddragelse i afsnittet, fortæller Luise Skinnerup, der sagde ja tak.

Som at få børn

Om hun i kraft af sin baggrund har en særlig fordel i jobbet i psykiatrien, vil hun lade andre bedømme. Selv sammenligner hun det med at få børn. Udefra kan alle se, hvilke udfordringer det giver at få børn, men der følger en særlig indsigt og viden med selv at blive forældre.

Luise Skinnerups personlige erfaring med psykisk sygdom har kastet et mantra af sig:

— Jeg signalerer altid til patienterne, at det nok skal gå. Det kræver blod, sved og tårer, men vi finder en løsning, så patienten kan komme videre. Hvis de syv første forsøg mislykkes, er der en ottende mulighed.

Tilbage står, at hun endnu ikke har fortalt kollegerne om sin baggrund. Den opgave står øverst på to-do-listen, eftersom kollegerne under alle omstændigheder får det at vide, når de læser denne artikel.

— Jeg har de skønneste kolleger, så jeg er ikke bekymret for, hvordan de vil modtage det, og hvem ved: Måske er der nogle blandt dem med samme baggrund, siger Luise Skinnerup.

• Artiklen blev første gang bragt som en del af temaet om psykiatri i Ergoterapeuten #7, 2020.