Fra ingen til femten ergo-terapeuter
Det er svært at komme ind på et felt, hvor man ikke har manglet, siger ergoterapeut Ninasofie Rasmussen.
Ved hendes side sidder pædagogkollegaen Lisbeth Lund Nielsen og nikker:
- Der var ingen, der dengang gik og snakkede om behovet for ergoterapi på bocentre, så når der pludselig kom ergoterapeuter og sagde, at jeg skulle sætte mig på hænderne og være observant, så gjorde jeg faktisk modstand, siger Lisbeth Lund Nielsen.
For to år siden var der ingen ergoterapeuter på Følstruphusene, der er målrettet unge og voksne med fysisk eller psykisk udviklingshæmning. I dag er der 15.
Ninasofie Rasmussen var blandt de første tre ergoterapeuter med en ansættelseskontrakt i hånden til bocentret, der huser unge mennesker, der selv cykler på arbejde, ældre sengeliggende, og mennesker, der er et sted lige midt imellem.
Lige bag bocentret ligger Esrum Sø og skvulper. I hus B, til venstre for stuen og det åbne køkken, bor Rune. På væggene hænger plakater af fodboldspillere og biler, reolen er fyldt med cd’er og dvd-skiver, under sofabordet står puslespil, og ved indgangen til badeværelset hænger billeder af alle de ting, han skal huske, inden han går ud af døren om morgenen.
Fast del af hverdagen
Når Ninasofie Rasmussen møder ind på arbejde om morgenen, hjælper hun Rune med at komme i bad, finde det lune tøj frem, smøre madpakken og sende ham godt afsted til aktivitetstilbuddet Regnbuen.
- Jeg løser plejeopgaver, vasker tøj, laver mad og indgår i alle de andre dagligdagsopgaver på fuldstændig lige vilkår med pædagogerne, siger Ninasofie, mens Rune finder et af puslespillene frem under bordet.
- Men glemmer du så ikke din ergoterapi? er der mange, der spørger. Men det er min tilgang til alle de hverdagsaktiviteter, der udgør ergoterapien. Jeg er hele tiden observant og bevidst om, hvad jeg kan gøre for, at Rune bliver mest muligt selvstændig og aktiv i alle hans aktiviteter. At være en fast del af hverdagen, giver rigtig gode vilkår for at yde ergoterapi, fordi jeg har tiden til at komme omkring både undersøgelses-, interventions- og evalueringsfaserne, fortæller hun.
Det har ikke været noget let manøvre at forankre ergoterapien i hverdagen, og årsagerne skal blandt andet findes i, at pædagoger og ergoterapeuter har forskellige tilgange til kerneopgaven, ligesom specifikke traditioner og fagkulturer bliver barrierer. Pædagog Lisbeth Lund Nielsen og hendes kolleger var – og er – optagede af relationer som rum for læring og udvikling.
- Det betyder også, at jeg hældte kaffen op, jeg dækkede bordet, og det var lige før, jeg mindede borgeren om, at de skulle drikke den. Jeg fortalte dem også tit, at den smagte godt. Så i starten lod jeg mig meget forstyrre af, at jeg havde fået nogle kolleger, der sagde til mig, at jeg skulle læne mig tilbage og være observant, siger Lisbeth Lund Nielsen.
Skal turde at inspireres af flerfaglighed
Lisbeth Lund Nielsen søgte job hos Følstruphusene kort efter, at ledelsen havde meldt ud, at man ville have arbejde hen imod en ny faglig personalesammensætning.
- Man kan sige, at ergoterapeuterne invitererede til en faglig selvransagelse, som jeg mener, jeg er blevet en bedre pædagog af. At turde lade sig inspirere frem for at provokere af flerfagligheden er en nødvendighed for samarbejdet, og for at hverdagen kan fungere. Men jeg ser også en nødvendighed i at fastholde min pædagogiske indfaldsvinkel for at fastholde den faglige kant og identitet, der gør vores to faggrupper spændende for hinanden.
I slipstrømmen på nyheden om den nye målsætning fulgte dog modstand. En modstand, der antog mange ansigter, men som var rodfæstet i, at én faggruppe med tiden ville blive erstattet af en anden.
- Jeg blev meget opmærksom på at gøre mit arbejde godt nok. Jeg skulle ændre min tilgang til borgerne, det var en stor ting i sig selv, men derudover skulle jeg også til at dokumentere meget mere, end jeg har været vant til tidligere. Jeg følte, at jeg skulle føre en slags bevis for, at jeg passede mit arbejde, fortæller Lisbeth Lund Nielsen.
Der blev etableret en monofaglig erfa-gruppe kort efter ansættelsen af de første ergoterapeuter, fordi der var en forventning om, at monofaglige møder var vigtige for at kunne fastholde fagidentiteten og for at have et rum, hvor man kunne dele de udfordringer, der følger med en position som frontløber for forandringer.
Skulle selv skabe behovet
- Vi blev ikke lukket ind i personalegruppen på baggrund af vores faglighed. De havde jo ikke gået og manglet os. Vi skulle selv skabe det behov, og det talte vi selvfølgelig meget om det første år, husker Ninasofie Rasmussen.
- Og samtidig er det en del af vores fagkultur at videndele og erfaringsudveksle i monofaglige grupper, fordi vi altid er den lille faggruppe. Derfor kom det også bag på os, da erfa-gruppen skabte yderligere modstand, fortsætter hun.
Konsekvensen blev, at gruppen blev nedlagt efter kun et år, og i stedet blev der etableret en flerfaglig erfa-gruppe, hvor hvert af de seks huse på bocentret sender både ergoterapeuter og pædagogger ind som repræsentanter.
- Erfa-gruppen har haft meget stor betydning for udviklingen af en flerfagligkultur. Jeg husker meget tydeligt første gang, jeg skrev, at ”jeg har initieret en bevægelse” i vores dokumentationssystem. I dag kan det virke lidt fjollet, men det var et meget markant udtryk for, at jeg var begyndt at flytte mig i retning af noget nyt ved at adoptere ergoterapeuternes metoder og sprogbrug, fortæller Lisbeth Lund Nielsen.
Erfa-gruppens formål at er erfaringsudveksle og videndele på tværs af de to fag, men formålet har aldrig været, at de to fagligheder skal smelte sammen og blive til én.
- Opgaven ligger i at gøre sit eget fag forståeligt for de andre, være åben over for de andres faglighed og være villig til at opbygge et mellemfelt, hvor vi integrerer dele af den anden faglighed ind i vores egen. Så i stedet for at tale om en metode eller tilgang er af ergoterapeutisk eller pædagogisk oprindelse, holder vi fokus på, om en metode er relevant for den enkelte borger. Så er det klart, at den faggruppe, der har det bedste kendskab til metoden, også er den, der formidler eller vejleder, men der er selve metoden og dens relevans for borgeren, der er interessant mere end hvem, der har opfundet den, fortæller Ninasofie.
Samme ønsker - forskellige indgangsvinkler
- Rune har en målsætning om selvstændigt at kunne udføre et bad, og jeg har beskrevet den præcise tilgang til mine kolleger, som dokumentere de oplysninger, jeg skal bruge til at effektevaluere. På den måde ’slipper’ jeg ham ikke, selv når jeg ikke selv er på arbejde, fortsætter hun.
På Følstruphusene har de fundet ud af, at forudsætningerne for at etablere en flerfaglig kultur er ligeværdighed i opgaveløsningen, respekt for faggrupperne, udviklingen af et fælles sprog, og at man opfatter sig selv som en vigtig brik i en større sag.
- Når vi ikke kommer ind på sidelinjen som i en konsulentfunktion, men i stedet er med i hele opgaveløsningen, så optjener vi den ”street-credit”, der skal til, for at blive et ligeværdigt medlem af en flerfaglig gruppe. Ofte er det sådan, at hvis vi gerne vil introducere eller formidle en bestemt måde eller tilgang til borgeren, så er den bedste vej, at vi går forrest og viser det gode eksempel, siger Ninasofie Rasmussen og fortsætter:
- Den vigtigste indsigt er nok, ergoterapeuter og pædagogger deler et ønske om at understøtte borgernes deltagelse i eget liv – vi har bare to forskellige indgangsvinkler. Vores kendskab til at kompensere for funktionsnedsættelser og vores evne til at graduere en aktivitet baner vejen for nogle nye muligheder for at inddrage beboerne i pædagogiske tiltag, som ikke tidligere har været muligt, siger Ninasofie Rasmussen.
- Nogle gange skal man sætte sig ned i sofaen sammen med beboerne og drikke kaffe eller gøre andre ting, der ikke er hverken formålsbestemt eller med et udviklingsformål, for overhovedet at få lov at yde ergoterapi. Mennesker med udviklingshæmning har meget ofte komplekse behov og problemstillinger, og derfor har vi ergoterapeuter også meget vi kan lære af det pædagogiske relationelle fokus, slutter hun.
