Husk det nu: Alle har ressourcer

Stinne Fraas havde undervist i brugerrejser i årevis, men da hun selv måtte banke på døren til systemet, blev hun ikke mødt af noget, der bare mindede om teorierne for den slags. Mødet med systemet rystede hende.

— Der var ingen køreplan, ingen proces, ingen tidshorisonter. Simpelthen ingenting. Jeg vidste mere end sagsbehandleren om reglerne på området, og alligevel talte hun til mig som om, jeg var mindre begavet. Jeg tænkte: Det kan simpelthen ikke passe det her. Det var voldsomt og surrealistisk, siger hun.

Erindringen afspejler sig i hendes stemme, men ergoterapeut, lektor og studiekoordinator på Københavns Professionshøjskole Stinne Fraas er ikke typen, der bliver skinger.

Hun mener, at hun har pligt til at videregive den indsigt, hun ufrivilligt har fået i jobcentersystemet.

— Generelt må vi i sundhedsvæsenet blive bedre til at ”walk the talk”, og jeg har en forpligtigelse til at sætte fokus på de problemer, jeg har oplevet i systemet, fordi jeg har den position, jeg har, siger hun og forklarer, at det især handler om, hvordan man bliver set på som menneske.

— Det var som om, de ikke forstod, at det det var mit liv, det gjaldt. At jeg måtte gå fra hus og hjem, hvis jeg ikke fik lov til at beholde mit job. Man bliver jo ikke dum, fordi man bliver syg. Jeg har præcis de samme kompetencer som før ulykken. Jeg kan ikke længere arbejde det samme antal timer, men i de timer, jeg arbejder, er jeg nøjagtig lige så kompetent som før, siger hun.

Ulykken var et piskesmæld, der ramte Stinne Fraas på motorvejen på vej hjem fra en international konference i Finland i 2011, og i dag er hun på grund af kroniske smerter i nakke, hoved og ansigt ansat i fleksjob. Stillingen og arbejdspladsen er den samme som før, men i kontrakten er tilføjet skånebehov som ”ingen møder efter kl. 14”, ”ingen forelæsninger”, ”hjemmearbejdsdage” og ”enekontor”.

Ineffektivt system

Stinne Fraas, der ud over at være ergoterapeut også har en master i idræt, havde ellers fuld damp på sin akademiske karriere og et privatliv med masser af sport og socialt engagement, og det tog hende lang tid at erkende, at hun ikke længere kunne alt.

— Når man kører 120 kilometer i timen på sit arbejde, er det svært at bremse op mentalt. Man kan narre sig selv og sige ”armeeeen, det går nok over”, og selv om symptomerne på piskesmæld var klokkeklare, ignorerede jeg dem i årevis og humpede mig igennem, indtil jeg blev så syg, at jeg ikke kunne mere, fortæller hun.

Da hendes chef en dag tre år efter ulykken nævnte fleksjob som en løsning, faldt erkendelsen omsider, og efter at have researchet på sine muligheder bankede Stinne Fraas på døren til systemet med det mål at få et fastholdelsesfleksjob.

Det var afgørende for hende at beholde sit job. Men selv om hendes arbejdsgiver også hellere end gerne ville beholde hende, var det ikke givet, at det lod sig gøre.

— Jeg blev overrasket over, hvor voldsom en oplevelse det var at møde systemet som klient. At der slet ikke blev taget højde for de ressourcer, jeg trods alt stadig havde — og at det var så utrolig ineffektivt.  

— Jeg er vant til at have et akademisk blik på tingene, for jeg har arbejdet i det akademiske miljø, siden jeg var 27. Jeg kender til den nyeste forskning, og jeg ved, hvilke metoder, man kan tage i anvendelse, når man bliver udsat for noget vanskeligt. Havde jeg ikke været ergoterapeut og haft en forståelse af hverdagens detaljer og viden om, hvilke faktorer, man kan skrue på, er det ikke sikkert, jeg havde klaret mig så godt igennem, siger hun og spørger indigneret:

— Men hvad med alle dem, der ikke har de ressourcer og det kæmpe netværk, som jeg har. Hvordan skal de klare sig i sådan et system?

Det er hendes motivation for nu at råbe op.

— Jeg skulle ikke virke for klog

Det første, hun selv fik brug for i sit møde med systemet, var sin viden om klientgørelse.

— Da jeg første gang sagde til sagsbehandleren, at jeg ønskede et fastholdelsesfleksjob, var hun blank. Jeg vidste mere om muligheder og regler, end hun gjorde. Alligevel talte hun til mig som om, jeg var mindre begavet. Det var chokerende at opleve, men fra forskningen i klientgørelse, ved jeg, hvilke mekanismer, der er på spil, fortæller hun uddyber:

— Systemet har bestemte forventninger til borgerne, og for at få den hjælp, man har brug for — og ret til — skal man passe ind i systemets billede af en klient, siger hun og vender tilbage til sin egen situation:

— Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg i hvert fald ikke skulle virke for klog, når jeg sad til møder. Selv om jeg er ekspert i mit eget liv og allerede vidste en masse om fleksjob, måtte jeg foregive, at der var ting, jeg ikke vidste, sådan at sagsbehandleren ikke skulle tabe ansigt. Gjorde jeg ikke det, ville jeg ikke få hjælp.

Hun lader konklusionen stå lidt, inden hun tilføjer:

— Det var ekstremt frustrerende at være i, for som ergoterapeut ved jeg, at det bedste er at se på det enkelte menneskes ressourcer. Hvad er det faktisk, du kan? Hvad kan du bidrage med i den proces, du er i lige nu? Hvad gør dig glad? Hvad giver dit liv værdi? Alle mennesker har ressourcer, og det er så vigtigt, at vi fokuserer på det, mennesker kan, frem for det, de ikke kan.

Stinne Fraas tilpassede sig og deltog i alt det, jobcenteret forlangte, at hun skulle deltage i. Hun energiforvaltede til den store guldmedalje for at få hverdagen til at hænge sammen, men oplevede det som en farce og ærgrede sig over at bruge sin dyrebare energi på ting, der alene tjente det formål at opfylde systemets krav.

— På et tidspunkt deltog jeg på et hold i varmtvandstræning, og en fysioterapeut spurgte: “Hvad laver sådan en som dig her?”. Han kunne se, at jeg ikke agerede som syg, og at jeg mestrede alle øvelser. Det var hat og briller, men jeg skulle jo deltage.

Hun griner lidt og ryster på hovedet.

Logbog på ubestemt tid

Et af de tunge krav på vejen til et fleksjob er dokumentation. Stinne Fraas skulle dokumentere prisen på hver enkelt af sine arbejdsopgaver — hvad kostede den i energi, smerte og træthed. Men som vidensarbejder passede hun ikke ind i systemets eksempler, og ingen kunne fortælle hende, hvordan hun praktisk skulle honorere dokumentationskravet.

Derfor måtte hun selv finde en løsning, og det blev til en logbogsskabelon, der bygger på forsker Hans Jørgen Bendixens arbejde med tidsgeografi.

Hver dag efter fyraften satte hun sig og dokumenterede dagens dont. Men hun kunne ikke få at vide, hvor længe hun skulle føre logbogen, inden systemet kunne træffe afgørelse om hendes fremtid.

Det blev til halvandet år i logbogen, inden hun blev godkendt til et fastholdelsesfleksjob.

Fordomme

— Når jeg fortæller, at jeg er i fleksjob, kan jeg se i folks øjne, at de bliver overraskede. Man kan ikke se på mig, at jeg har smerter 24/7, og der er mange fordomme om mennesker i fleksjob. Men det er så utrolig vigtigt, at man alligevel kan få lov til at arbejde, fordi det er ens identitet, der er på spil, siger Stinne Fraas og fortsætter:

— Når du bliver syg, får du en sygeidentitet, men det er fuldstændig afgørende, at man som ergoterapeut eller anden sundhedsfaglig medarbejder altid støtter mennesker til at se, hvilke ressourcer, de faktisk har, og tager udgangspunkt i dem i stedet for at fokusere på det, de ikke kan, eller det, der er svært, siger Stinne Fraas og forklarer med sit eget eksempel:

— At have kroniske smerter er som at have et ekstra fuldtidsjob ved siden af ens normale arbejde. Det tager SÅ mange kræfter, men selv om en arbejdsopgave eller en anden aktivitet koster mere, end man har kræfter til, så er det det hele værd, hvis det gør én glad.

Fleksjob

• Fleksjob er et tilbud til mennesker, hvis arbejdsevne er ”væsentligt og varigt nedsat inden for alle erhverv”. Kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
• Fastholdelsesfleksjob - medarbejderen bliver i sit job, men på nye vilkår, f.eks. med skånebehov.
• Ud af Ergoterapeutforeningens godt 9.500 medlemmer var 67 pr. 1. september 2020 ansat i fleksjob.
• 44 af de 67 medlemmer i fleksjob arbejder mindre end 20 timer om ugen.

Tidsgeografi

• Metode, som ved hjælp af kortlægning og strukturering giver grundlag for en helhedsorienteret forståelse af hverdagslivet.

Stinne Fraas’ logbogsskabelon

• Bygger på forsker og forfatter Hans Jørgen Bendixens arbejde med tidsgeografi.
• Har syv kolonner: Tid, aktivitet, sted, deltagere, symptomer, det følelsesmæssige, konsekvenser.
• — Konsekvenskolonnen er den vigtigste: Hvilken pris betaler jeg for arbejdsopgaven? Det kan være efter fyraften, næste dag — eller måske koster opgaven på energi- og smertekontoen i flere dage. Tit skrev jeg: ”Mega fed opgave, men jeg blev meget træt”, fortæller Stinne Fraas.
• Ergoterapeutforeningens socialrådgiver bruger Stinne Fraas’ logbogsskabelon i arbejdet med andre fleksjobsøgende.

Spoon Theory

• Energiforvaltningsteorien Spoon Theory er blevet en del af Stinne Fraas’ hverdag, og hun omregner alt fra arbejde og transport til madlavning og venindehygge i antal skeer. Et bad koster en ske. Turen til arbejde koster to. At være på arbejde kræver 10. Til hjemturen går der igen to — og hvis rygsækken er ekstra tung, koster det måske to ekstra skeer.
• — Er du rask, har du måske 100 skeer til rådighed, men når jeg vågner om morgenen, har jeg 20. Efter en dag på arbejde, kan jeg komme hjem og have brugt dem alle sammen — og så er det altså bedre at sige til børnene, at ”jeg har ikke flere skeer” end at ”jeg har ondt i hovedet igen”, fortæller Stinne Fraas.

Læs mere

• Bliv klogere på klientgørelse i bogen ”At skabe en klient - institutionelle identiteter i socialt arbejde”.

Artiklen blev første gang bragt i Ergoterapeuten #6, 2020