– Jeg kan godt lide at gå ’off-track’

- Når jeg er i naturen, går jeg sjældent på stierne. Jeg kan godt lide at gå ’off-track’ - det har jeg altid gjort. I Australien har jeg for eksempel gået langs floderne og fulgt dem i stedet for stierne, fortæller Karen la Cour.

Hun er netop tiltrådt et nyoprettet professorat i ergoterapi og borgernære indsatser på Syddansk Universitet (SDU). Ergoterapeuten har mødt hende til et interview om professoratet, og om hvordan hun ser på ergoterapien som felt i dag.

For Karen la Cour har det altid ligget som en naturlig ting at følge andre veje end de gængse, og man kan sige, at hendes vej til toppen af forskerkarrieren i lighed med hendes færden i naturen har været ’off-track’. Det vender vi tilbage til.

Professoratet er blot det andet professorat indenfor ergoterapi i Danmark.

– Det er en milepæl for vores fag, at vi nu har fået endnu et professorat. Det er med til at bære faget frem og løfte faget i kraft af de muligheder og beføjelser, der ligger i at have en professor indenfor faget. Blandt andet bliver det lettere at åbne døre og at indgå på lige fod med andre fag i konkurrencen om forskningsmidler, siger Karen la Cour.

Hun fortæller, hvordan Danmark på professorfronten har skilt sig ud i forhold til andre lande, vi plejer at sammenligne os med.

– Vi har været langt bagud i dansen om professorater, selvom vi er det land i verden med flest ergoterapeuter per indbygger. For 20 år siden kom det første professorat i ergoterapi i Sverige, og amerikanerne, englænderne og australierne har også længe haft professorater indenfor ergoterapi.

Det nye professorat er resultatet af et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Ergoterapeutforeningen, der har arbejdet for at få udviklet ’Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi’ (FiA) med et professorat i ergoterapi.

Fra friluftsliv til uddannelse

Da Karen la Cour i 1987 blev færdig som ergoterapeut, havde hun ikke en forskerkarriere i tankerne. Det var på det tidspunkt slet ikke muligt i Danmark at tage hverken en kandidatuddannelse eller en ph.d. indenfor ergoterapi.

Og nu er vi tilbage til det med at gå væk fra de gængse stier. For Karen la Cour blev alligevel Danmarks første kandidat i ergoterapi, og det skyldtes hendes store passion for friluftslivet og naturen, fortæller hun:

– I 10 år arbejdede jeg i to måneder hver sommer som friluftsinstruktør i USA – også under min bachelor. Og jeg havde et ønske om at prøve at bo i USA i længere tid. En dag så jeg en annonce om, at man som dansker kunne søge et såkaldt Fulbright Scolarship til at læse en master i USA.

– Jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville videreuddanne mig, men ikke indenfor ergoterapi, da det jo ikke var en mulighed i Danmark. Nu var det pludselig muligt, fortæller hun.

Det blev til to års kandidatstudier i Boston på Tufts University, hvor hun specialiserede sig i behandling af for tidligt fødte børn. Hjemme igen fra USA med en kandidatgrad i bagagen, begyndte hun som underviser på ergoterapeutuddannelsen i Næstved. Stadig uden en forskerkarriere i tankerne.

– I Næstved arbejdede nogle af frontfigurerne indenfor for vores fag dengang – Ulla Runge og Annelise Kristensen. De foreslog mig at tage en ph.d indenfor ergoterapi, og Ulla Runge introducerede mig til Karolinska Instituttet i Stockholm, hvor der var helt andre muligheder for forskeruddannelse end i Danmark.

Efter i en årrække at have arbejdet som underviser og undervejs have fået to børn, begyndte Karen la Cour en ph.d. i palliation på Karolinska Instituttet.

Fokus på aktivitet

I dag kommer Karen la Cour fra et professorat hos Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA), hvor hun især har arbejdet tværfagligt med og forsket i rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdomme.

– I mit nye professorat vil jeg bygge videre på den viden og erfaring, jeg har opnået hos REHPA, siger hun.

Hun fortæller her, hvorfor hun har sagt ja til det nye professorat, og hvad hun vil have fokus på i sin fremtidige forskning. Stemmeføringen bliver en anelse hurtigere, og øjnene får et særligt lys, når hun forklarer essensen af sin faglighed.

– I professoratet i ergoterapi og borgernære indsatser kan jeg i højere grad komme til at arbejde direkte med mit genstandsfelt – min egen faglighed. Her har jeg altid i min forskning været optaget af, hvordan vi kan bruge aktiviteter som ressource i forhold til mennesker med livstruende sygdom, og det vil jeg fortsat have fokus på.

– Aktivitet er centralt for hele vores fag. Jeg er optaget af at understøtte, at mennesker med livstruende sygdomme kan udføre og engagere sig i aktiviteter for at skabe indhold og mening i det liv, de har, forklarer hun og uddyber:

– Gennem aktivitet skaber vi mening, identitet og vores egen værdighed. Derfor er det også vigtigt at muliggøre, at vi kan være aktive, så længe vi lever. Hvis du ikke har så lang tid tilbage at leve i, har det en kæmpe betydning, at du stadig kan få lov til at udføre aktiviteter. At gøre nogle af de ting, som er vigtige for dig – som at være selvhjulpen og udfylde væsentlige roller – frem for kun at tage imod pleje om omsorg, fordi det at udføre aktiviteter også kan give en form for lindring, siger hun.

Vil hjælpe unge forskere

Når samtalen falder på udviklingen af ergoterapi som fag, kredser Karen la Cour særligt om én ting. Nemlig, at faget er kommet sent i gang med at skabe praksisbaseret evidens.

– Faget er gammelt, men evidensen er ung. Evidensen vokser i takt med, at flere får kompetencer til at forske i faget. Men det tager tid at opbygge et forskningsmiljø, og derfor er vi et ungt fag i forhold til evidens og hvor mange forskere og professorer, vi har indenfor vores fag.

Og netop evidens er nødvendigt for at sikre, at de ergoterapeutiske indsatser virker.

– Vi vil gerne yde den bedst mulige ergoterapi og fremme af aktivitetsmuligheder for de borgere og patienter, der har behov for det. Jo bedre vi har undersøgt, om en indsats virker, hvordan den virker, og hvad der er det virksomme i indsatsen, jo bedre kan vi integrere den viden i eksisterende indsatser eller udvikle nye indsatser, der virker, forklarer Karen la Cour.  

– Evidens kan også hjælpe med at tydeliggøre, hvordan en ergoterapeutisk indsats kan indgå sammen med andre indsatser i tværfaglige sammenhænge, siger hun.

Måske fordi Karen la Cour ved, hvad det har betydet, at mere erfarne kollegaer og garvede forskere har hjulpet hende på vej, ligger det hende på sinde at hjælpe unge forskere frem i deres karriere.

– Hvis faget skal blive ved med at vokse, er det vigtigt at bane vejen for, at flere udvikler sig som forskere og kvalificerer sig som lektorer og professorer. I dag er forskning i ergoterapi en synlig karrieremulighed i Danmark, og jeg håber at kunne bidrage til at løfte den voksende skare af unge forskere mere frem, siger hun.

– Omvendt skal ikke alle kandidater ende som forskere. Nogle skal være med til at løfte praksis ved at bringe forskningen ind i praksis og kvalitetsudvikle praksis ved at lade sig informere af den nye udvikling og viden, siger Karen la Cour.

Borgernære indsatser

En anden tendens indenfor udviklingen af ergoterapi er, at borgernære indsatser kommer til at fylde meget mere i sundhedssystemet end hidtil, og det er ifølge Karen la Cour positivt for faget.

– De politiske strømninger, der i øjeblikket lægger op til, at sundhedsydelserne skal ud af hospitalerne og ind i lokalmiljøet tæt på borgerne, passer rigtig godt med vores fag. Vores faggruppe har nogle særlige kompetencer, der egner sig til de borgernære indsatser, siger hun og uddyber:

– Ergoterapeuter har så længe faget har eksisteret arbejdet for at understøtte mennesker i at klare sig selv i deres egne leveomgivelser - enten på arbejdsmarkedet, i hjemmet eller i fritidssammenhæng. Det er her ergoterapeuter virkelig har noget at byde ind med, uanset om vi taler sundhedsfremme, rehabilitering, palliation eller almen behandling.

– Vi har en kæmpe force her, som jeg vil arbejde på at synliggøre, tilføjer hun.

Samarbejde på tværs

En sidste ting, Karen la Cour vil slå et slag for, er at øge samarbejdet mellem forskere og praksis.

– Jeg har altid syntes, det var vigtigt at bygge bro mellem forskning og praksis. Det kræver et samarbejde på kryds og tværs af landsdele, kommuner og regioner. Derfor vil jeg arbejde for, at vi laver flere multicenterstudier, der netop er gode til at skabe samarbejde og udveksle viden mellem forskere og praktikere på tværs af landet.

– Det kunne også være spændende i højere grad at formalisere forskningssamarbejdet indenfor ergoterapi. For eksempel ved at understøtte netværksfora, hvor vi mødes på tværs af landet – både uddannelser, praksis og forskningen – og får etableret nye muligheder for samarbejde.

Det er ikke kun i Danmark, at Karen la Cour finder forskningssamarbejdet vigtigt.

– Vi skal blive ved med at dyrke og videreudvikle vores internationale samarbejde både i Norden og bredere ud. Både for at kvalificere vores uddannelse og for at sikre en høj international forskningsstandard, siger hun.

Ikke kun arbejde

Selvom Karen la Cour har nået toppen af karrieren, er der plads til andet end arbejde. Hun har solgt sin kajak og klatrer ikke i bjerge længere som dengang, hun var ung friluftsinstruktør i USA. Men vandre- og cykelture er det med tiden blevet til mange af – i både Europa, USA og i Australien.

– Det er væsentligt og vigtigt, at man ikke kun arbejder. At der er et liv ved siden af arbejdet. Derfor bruger jeg også i dag meget tid på at være i naturen. Jeg tager på vilde vandreture, hvor vi godt kan finde på at gå 30-40 km eller cykler måske 100 kilometer. For nylig mødtes jeg med nogle venner en eftermiddag og gik ’Amarminoen’ – en ny 27 km vandrerute på Amager, fortæller hun.

• Artiklen blev første gang bragt i Ergoterapeuten #8, 2020.