Line Lindahl-Jacobsen, ergoterapeut, ph.d. og adjunkt på University College Sjælland Line Lindahl-Jacobsen, ergoterapeut, ph.d. og adjunkt på University College Sjælland
6. okt 2016 KL 8:30

Kompetence-profiler for palliativ ergoterapi på plads

En arbejdsgruppe er nu klar med kompetenceprofiler for den ergoterapifaglige indsats på det palliative område. Ergoterapeut og ph.d. Line Lindahl-Jacobsen har ledet projektet, der skal sikre et højt fagligt niveau og være med til at synliggøre, hvad ergoterapeuter kan bidrage med.
Skribent: 
Trine Kit Jensen
Foto: 
Heidi Lundsgaard

Hvilke opgaver kan og bør ergoterapeuter byde ind med på det palliative felt?  Hvad skal de kunne for at løse opgaverne – og hvad er der behov for af uddannelse og kompetenceudvikling?

De spørgsmål har Line Lindahl-Jacobsen, ergoterapeut, ph.d. og adjunkt på University College Sjælland, stået i spidsen for at afklare. Som projektleder har Line Lindahl-Jacobsen været primus motor i processen med at udvikle en kompetenceprofil for ergoterapeuter, der arbejder med palliation. Efter to et halvt års arbejde er profilen nu klar og bliver præsenteret på Etf´s temadag om ergoterapi, kræft og palliation i dag, hvor også Ergoterapifagligt Selskab for Kræft og Palliation bliver stiftet.

­-  Over de sidste 10-15 år er ergoterapeuter i større og større omfang blevet involveret i den palliative indsats. Det er derfor vigtigt at sikre, at ergoterapeuter som arbejder inden for feltet, har den relevante viden og de nødvendige kompetencer. Med profilen bliver det tydeliggjort, hvilke kompetencer de skal have for at kunne udføre deres arbejde på et højt fagligt niveau. Samtidig er profilen med til at vise vores samarbejdspartnere i sundhedssektoren, hvad palliativ ergoterapi er og hvilken rolle ergoterapeuter kan spille på det palliative felt, siger hun.    

Holdet bag kompetenceprofilerne

Projektleder: Line Lindahl-Jacobsen, ergoterapeut, ph.d. og adjunkt på University College Sjælland.
De øvrige medlemmer af arbejdsgruppen:

  • Dorte Filskov -– ergoterapeut. Ansat på Sundhedscentret i Aalborg Kommune
  • Christina Jessen-Winge – ergoterapeut. Lektor på Ergoterapeutuddannelsen, Metropol
  • Mette Falk Brekke – ergoterapeut og kandidat i ergoterapi. Ansat som adjunkt på University College Sjælland. Tidligere ansat på Næstved Sygehus som specialeansvarlig ergoterapeut inden for kræftområdet.

Reviewers på projektet:

  • Hanne Peoples – ergoterapeut, ph.d. og ansat på Syddansk Universitet. Står bag forskningsprojekt om deltagelse i hverdagsaktiviteter og livskvalitet for mennesker med fremskreden kræftsygdom i eget hjem.
  • Jette Thuesen - ergoterapeut, ph.d. og ansat på Videncenter for Rehabilitering og Palliation. Forsker i rehabiliterende indsatser for mennesker ramt af livstruende sygdom samt de muligheder/udfordringer, det giver at samtænke rehabilitering og palliaton.

Patienter med uhelbredelig kræft og patienter med en række andre livstruende sygdomme lever i dag længere end tidligere. Det har skabt et øget behov for at udvikle indsatserne på det palliative felt og give området et kvalitetsløft. På opfordring fra Sundhedsstyrelsen er der derfor ikke blot udarbejdet kompetenceprofiler for ergoterapeuter, men også for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, socialrådgivere og præster, som arbejder på området. 

- Disse monofaglige kompetenceprofiler har ikke eksisteret før, bl.a. fordi palliation ikke er et særskilt speciale i Danmark. Når de forskellige faggrupper bliver mere opmærksomme på, hvad kollegernes indsatser hver især indeholder, vil det derfor fremme mulighederne for en koordineret, tværfaglig indsats til gavn for patienterne. Samtidig kan man håbe på, at kompetenceprofilerne vil medvirke til, at de forskellige indsatser bliver iværksat tidligere i forløbet, siger Line Lindahl-Jacobsen.  

National referenceramme

Arbejdet med profilerne for de forskellige faggrupper blev sat i gang af Dansk Multidisciplinær Cancergruppe for Palliativ Indsats (DMCG­–PAL).

Line Lindahl-Jacobsen har både i praksis og som forsker længe arbejdet med at udvikle den ergoterapifaglige indsats inden for kræft og palliation. Hun har tidligere været tilknyttet Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier på Syddansk Universitet og har bl.a. gennemført et interventionsstudie, der undersøgte effekten af ergoterapi til kræftpatienter med ringe performancestatus. Derudover har hun undersøgt, hvad der karakteriserer kræftpatienters problemer i relation til hverdagsaktiviteter. 

 Som repræsentant for Etf er Line Lindahl-Jacobsen med i uddannelsesgruppen under DMCG-PAL og fik derfor opgaven som projektleder for udviklingen af de ergoterapeutiske kompetenceprofiler på det palliative område. Til formålet samlede hun en arbejdsgruppe, der ud over hende selv talte ergoterapeuterne Dorte Filskov, Christina Jessen-Winge og Mette Falk Brekke.

Dorte Filskov arbejder som ergoterapeut i Aalborg Kommune, mens Christina Jessen-Winge er lektor på Ergoterapeutuddannelsen på Metropol i København. Mette Falk Brekke er nu ansat på University College Sjælland, men var ergoterapeut på Næstved Sygehus, mens kompetenceprofilen blev udviklet.

  - Et af målene med profilen har været at få en ensartet national referenceramme, så der på tværs af geografi og sektorer bliver konsensus om, hvilket niveau indsatserne skal udføres på og hvilke kompetencer ergoterapeuter i den palliative indsats skal besidde. Ud over at sørge for geografisk spredning sammensatte jeg derfor arbejdsgruppen, så vi både kunne dække det kommunale perspektiv, det regionale perspektiv samt uddannelses- og forskningsperspektivet, fortæller Line Lindahl-Jacobsen.

Profiler på tre niveauer

Den nye profil beskriver palliative ergoterapeutiske indsatser og anbefalede kompetencer på tre niveauer: Hos nyuddannede ergoterapeuter, hos ergoterapeuter i den udvidede indsats og hos ergoterapeuter i den specialiserede indsats.

- Når nyuddannede kommer ud og får en stilling på et sygehus eller i kommunalt regi, vil det være utænkeligt at forestille sig, at de ikke i et eller andet omfang møder palliative patienter, som der kommer flere og flere af. Det har derfor været vigtigt at beskrive, hvilke kompetencer de bør have med allerede fra grunduddannelse og hvilke opgaver, de på den baggrund kan varetage, siger Line-Lindahl-Jacobsen.  

Ud over at synliggøre over for andre faggrupper, hvad ergoterapeuter på de forskellige niveauer kan bidrage med, kan ergoterapeuterne selv og deres ledere fx bruge profilen i forbindelse med karriereudvikling.  

- Det er mit håb, at ergoterapeuter der arbejder inden for det palliative felt, vil få gavn af kompetenceprofilen som et redskab til opkvalificering. Kompetenceprofilen skulle meget gerne være udformet, så man kan gå ind på de forskellige niveauer og se, om man har de fornødne kompetencer til at levere de indsatser, som niveauerne fordrer. Vil man gerne klædes på til at yde palliativ indsats på et mere specialiseret niveau, kan profilen anvendes til en vurdering af, hvad næste kompetencetrin er og hvilket udviklingsfokus, man skal have, siger Line Lindahl-Jacobsen.

Hun peger samtidig på, at profilerne vil være nyttige for uddannelsesinstitutioner og andre, der tilbyder kompetenceudvikling på feltet. Her vil profilerne kunne bruges som pejlemærke for, hvad der fremover er behov for at udbyde af kurser for at styrke udviklingen på området.

- Endelig vil kompetenceprofilen være et oplagt redskab for det nye faglige netværk for kræft og palliation til udbredelse af ergoterapifaglige indsatser inden for det palliative felt, siger hun.

Pårørende inddraget

Ud over de fire ergoterapeuter i arbejdsgruppen har yderligere to - Jette Thuesen og Hanne Peoples - været involveret i projektet. De har som kritiske reviewere læst og kommenteret udkastet til kompetenceprofilen, der også har været i høring hos en lang række organisationer.       

Med hjælp fra Kræftens Bekæmpelse fik arbejdsgruppen derudover feedback undervejs fra et panel af pårørende til kræftramte, der enten var eller havde været i palliative forløb. Kompetence-profilerne for den ergoterapifaglige palliative indsats er primært udviklet til fagfolk.  Men Line Lindahl-Jacobsen håber, at de også kan danne grundlag for udarbejdelse af informationsmateriale til kræftramte og deres pårørende.

- Jeg havde nogle meget givende møder med brugerpanelet, som netop efterlyste mere oplysning om, hvad der findes af tilbud i den palliative indsats. Informationsmateriale rettet til borgere og pårørende vil derfor være et oplagt næste skridt, så de fx selv kan efterspørge den palliative ergoterapi, siger hun.  

Den nye kompetenceprofil er kan læses på Etf.dk og kan sammen med de andre monofaglige profiler også ses på DMCG-PAL’s hjemmeside.

BLÅ BOG

Navn: Line Lindahl-Jacobsen

Stilling: Adjunkt, projektleder

Arbejdssted: University College Sjælland

Kontakt: lija@ucsj.dk

Mere om ergoterapi og kræft