3. feb 2022 KL 10:09

Minister klædt på med ergoviden

Astrid Krag mødtes online med menige ergoterapeuter som forberedelse til ny ældrelov.
Skribent: 
Jakob Kehlet
Foto: 
Privat

- Sosu-arbejdet er blevet lettet betydeligt, efter at ergoterapeuterne er komme ud i hjemmeplejen. Sosu’erne har fokus på pleje og om sorg og den gode relation til borgerne og de pårørende, og derfor kan de opleve, at det kan være lidt svært at kræve, at borgeren skal udføre visse funktioner i hjemmet selv. Her kan ergoterapeuten være ’den skrappe’, som presser borgeren og har autoriteten, og så får hjælperen mere tid til plejen og relationen, forklarede ergoterapeut og hjemmeplejeleder Anja Dissing fra hjemmeplejen i Aarhus Kommunes Område Nord.

I den anden ende af online-forbindelsen lyttede social- og ældreminister Astrid Krag opmærksomt til erfaringerne fra Aarhus Kommune, som blev fremlagt af Anja Dissing og ergoterapeut Kristina Trøjborg Pedersen.

Ministeren er ved at indsamle viden om ældreplejen som optakt til udarbejdelsen af den nye ældrelov, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede i sin nytårstale. I den forbindelse ønsker Astrid Krag at lytte til erfaringer fra virkeligheden. Mødet med de to ergoterapeuter den 31. januar blev arrangeret i løbet af ganske kort tid, og foruden de to ergoterapeuter fra Aarhus Kommune deltog også Ergoterapeutforeningens formand Tina Nør Langager også i seancen.

Terapeuter i plejen

Aarhus Kommune omorganiserede fra 1. juni sidste år hjemmeplejen. Tidligere skulle hjemmeplejen rekvirere specialydelser hos sygeplejersker og terapeuter i sundhedsenheden, hvilket var tidskrævende og besværligt. Nu er terapeuter og sygeplejersker flyttet over i hjemmeplejen og kan rykke hurtigere med ud, hvis der skal sættes ind med en rehabiliterende indsats for at vedligeholde en borgers funktioner eller forbygge yderligere funktionstab.

Undervejs i onlinemødet stillede ministeren en række spørgsmål, som overbeviste de to ergoterapeuter om, at hun har en god fornemmelse for, hvor komplekst et område, hjemmeplejen er:

- Hvis der havde været hjælpere og assistenter med i dette onlinemøde, kunne jeg forestille mig, at de ville synes, at det gør en stor forskel, at de kan tale med jer ergoterapeuter som kolleger i hverdagen i stedet for at skulle ringe til visitationen og aflevere et skriftligt produkt, som måske ikke er godt nok, og som de skal forholde sig til samtidig med de andre opgaver, de skal udføre, konstaterede Astrid Krag, og Kristina Trøjborg Pedersen bekræftede ministerens udsagn.

- Det giver ofte hjælperne grå hår i hovedet, at det forventes, at de kan se og beskrive borgerne, hvis der skal udarbejdes en funktionsbeskrivelse. Det har de ikke lært gennem deres uddannelse. Terapeuterne er bedst til at udforme en beskrivelse af funktionsniveauet for at fastslå, om der skal bevilges varig hjælp eller der skal sættes ind med genoptræning eller hjælpemidler. Det er meget få hjælpere, der vil være i stand til at udføre den opgave, forklarede Kristina Trøjborg Pedersen.

Hverdagens oplevelser

Formålet med mødet var også give ministeren mulighed for at lytte til konkrete oplevelser fra ergoterapeuternes hverdag.

Anja Dissing kunne fortæller om en terminal borger, som ergoterapeuten og sosu’en i fællesskab forsøger at bistå til at få så værdig en afslutning på livet som muligt.

- Det går hurtigt den forkerte vej for borgeren med hyppige fald i funktionsevnen, og her sparrer sosu’en og ergoterapeuten ofte med hinanden med henblik på, at borgeren kan være selvhjulpen så længe som muligt. De vurderer eksempelvis, hvor sengen skal stå i hjemmet, så borgeren selv kan komme ud af og op i den ved egen hjælp, og de har flyttet nogle toiletartikler ud i køkkenet, så borgeren nemmere kan klare selv at få creme i ansigtet. Det betyder, at borgeren stadig kan være i eget hjem i stedet for at skulle ind på et hospice eller på hospitalet, fortalte Anja Dissing.

Astrid Krag er meget interesseret i at afbureaukratisere ældreplejen og gøre den mindre kompleks.

- Har den nye organisering i Aarhus Kommune gjort det mindre bureaukratisk for eksempel at rekvirere hjælpemidler, ville ministeren vide.

- Ja, der er visse ting, som terapeuterne nu kan bestille direkte, så fordi der er kommet udførende terapeuter i hjemmeplejen er det blevet lidt nemmere, forklarede Kristina Trøjborg Pedersen.

’Snydt’ til at træne

Ministeren fortalte om egne erfaringer med et ældre familiemedlem, der havde svært ved at komme i gang med den fysiske genoptræning efter en operation.

- Til gengæld havde hun lært selv at lave sin havregrød, og det var præcis den træning, hun havde brug for, fordi hun skulle rejse sig op, bevæge sig og stå op i lang tid. Da jeg besøgte hende, blev vi enige om, at hun var blevet ’snydt’ til at træne, fortalte ministeren med et grin.

Ministerens udsagn overbeviste de to ergoterapeuter om, at Astrid Krag har god indsigt i, hvilke opgaver, ergoterapeuter kan bidrage med løsningen af, og selv om den nye ældrelov ikke er sat på papir endnu, har de store forventninger til, at der er sat et vigtigt arbejde i gang.

- Hun var meget nysgerrig på vores fag, og udviste en god forståelse. Det er dejligt, at der sker noget på ældreområdet, selv om det er ærgerligt, at det først er nu, det sker. Vi har jo tænkt forebyggelse og rehabilitering i mange år, siger Anja Dissing, der havde god tid til at præsentere sine synspunkter i den taletid, hun fik i løbet af det tre kvarter lange onlinemøde

- Jeg oplevede, at jeg havde en god mulighed for at få mine budskaber ud, blandt andet at ergoterapeuter er gode til at få de forskellige fagligheder i hjemmeplejen til at hænge sammen, siger hun.

Samme oplevelse havde Kristina Trøjborg Pedersen.

- Det er fedt at mærke, at Astrid Krag har en forståelse for, hvor komplekst et område hjemmeplejen er. Hun lytter, og jeg har et håb om, at de kasser og rammer, som vi kæmper med i hjemmeplejen måske kan fjernes eller ændres, og der kan findes knap så stive måde at løse opgaverne på. Det var i hvert fald ud fra det håb, at jeg sagde ja til at deltage, siger Kristina Trøjborg Pedersen.

Ministerens afsluttende bemærkninger ved mødet, kan da også tolkes som om der er god overensstemmelse mellem den politiske hensigtserklæring og ergoterapeuternes interessefelt:

- Borgernes selvbestemmelse skal være en af de bærende værdier i den nye ældrelov, og det betyder, at vi er nødt til at slække på nogle af de meget firkantede systemer, som vi har opbygget. De rummer ikke borgernes forskelligheder, og derfor skal paragrafferne i den nye lov kunne favne forskellighederne og retten til selvbestemmelse, lovede Astrid Krag.