Ønskes: Mere galskab i geriatrien

Han fik takkemails fra ældre. Landets senioruniversiteter inviterede ham til at holde foredrag, og på de sociale medier blev hans indlæg delt igen og igen.

Øyvind Kvalnes havde ramt noget med den kronik, som han skrev til det norske dagblad Aftenposten i maj 2019. Under overskriften ”Det er galskap å ta en 85-åring med på motorsykkeltur. Akkurat den galskapen geriatrien trenger mer av” spiddede han tendensen til, at ældre i stigende grad bliver pacificeret som følge af en voksende forsigtighedskultur.

”Det gælder om ikke at tage de skrøbelige beboere med på risikofyldte aktiviteter. De går så let i stykker. Derfor må de hellere holde godt fast i rollatoren og sætte sig dybt ned i sofaen på sygehuset. Der kan ingenting farligt ramme dem”, som han skrev.

I telefonen fra Oslo uddyber han sin kritik:

- Jeg mener, de ældre får alt for lidt bevægelse og mulighed for at udfolde sig, fordi der først og fremmest er fokus på at undgå skade. Det er en angst for, at tingene skal gå galt, som betyder, at vi indskrænker de ældres autonomi, aktionsradius og aktivitetsniveau i stedet for at imødekomme deres indre behov og længsler, siger Øyvind Kvalnes, der bl.a. har interviewet beboerne på et plejehjem som en del af sine studier.

- De fortalte, at det, de savner mest, er at bevæge sig og være ude blandt folk. De vil ikke sidde indespærret og kun vente på at dø.

Havvand og Harley-terapi

Når Øyvind Kvalnes, der er ansat ved Handelshøyskolen BI i Oslo, gennem de senere år har undervist ledere i sundheds- og plejesektoren, er han flere gange stødt på diskussionen om, hvor meget risiko, man kan tillade sig at tage, når det gælder beboere og patienter.

- Indimellem hører jeg om modige ledere og ansatte, der går imod forsigtighedskulturen og sætter værdifulde aktiviteter i gang, som er forbundet med risiko, men de er helt klart undtagelser, fastslår han.

Øyvind Kvalnes fortæller om en 85-årig kvinde på et plejehjem i Stavanger-området. Da en ansat dukker op i motorcykeltøj, vækkes hendes øjne til live. Om hun vil have en tur? spørger den ansatte, og næste dag tager han hjelm og skindtøj med til kvinden, der sætter sig bag på motorcyklen, klemmer armene fast om chaufføren og suser afsted. Smilet når helt op i øjnene. ”Harley-terapi” kalder Øyvind Kvalnes det og efterlyser flere af den slags initiativer. 

- Selvfølgelig sætter alderen sine begrænsninger i forhold til kroppen, men Harley Davidson-eksemplet viser, at der er måder at være i aktivitet på, som giver meningsfulde oplevelser for de ældre.

Han refererer også til plejehjem, der har arrangeret busture til fjeldet for at spadsere eller udflugter til stranden for at bade. Alt sammen for at skabe glæde. Alt sammen med risiko for liv og lemmer.

- Der findes gode eksempler, men der er brug for en bevægelse, der kan sætte endnu flere i gang, siger han.

Risikoen ved livet

I den anden ende af livet — i barndommen — iagttager Øyvind Kvalnes også en stigende tendens til, at forsigtighedskulturen tager magten. F.eks. når børnehaver og skoler forbyder børn at klatre i træer af frygt for fald, eller når forældre overvåger deres små poder.

- Børns mulighed for at lege frit er blevet stærkt begrænset, fastslår han og henviser til sin forskerkollega Ellen Beate Sandseter, der arbejder ud fra en teori om, at børns risikofyldte leg er nødvendig for deres udvikling.

- Hun siger, at hvis vi ikke i barndommen gennem legen får behandlet vores medfødte fobier for f.eks. at blive væk, for højder og for at være alene, så tager vi dem med ind i voksenlivet, forklarer han.

For livet er fyldt med risiko, understreger Kvalnes. Lige meget hvor meget vi forsøger at sikre, afskærme og beskytte, ligger tilværelsens glatte bananskræl et sted derude, og vi risikerer at glide, hvis vi tager et skridt fremad. Men når vi undlader at tage de ældre med på stranden for at undgå, at nogle falder og slår sig på stenene, gør vi måske mere skade end ved ikke at gøre det, påpeger han.  

Valget mellem at ”gøre godt”-etikken og ”undgå skade”-etikken, optager Øyvind Kvalnes, og han mener, at der er behov for, at politikere, ledere og medarbejdere reflekterer over og diskuterer de to tilgange.  

- Det sker jo ganske ubevidst. Sikkerheden går forud for alt, og derfor træffer man instinktivt valget om et minimum af aktiviteter.

Flere af de ledere, Øyvind Kvalnes har talt med, peger på de politiske og lovgivningsmæssige rammer, når de skal forklare, hvorfor angsten for fejl fylder mere end fokus på aktivitet og livsglæde.

- Mange ønsker et større handlingsrum til at skabe risikofyldte aktiviteter, men de oplever at blive målt på antal fejl og skader, og de er bange for, at hvis der sker noget, står de juridisk og etisk som de ansvarlige.

- Politikerne taler om, at vi skal ”leve hele livet”, men jeg synes ikke, at nogen taler om den indbyggede konflikt. Risikoen ved et aktivt liv er jo, at nogen falder og slår sig, og vi er nødt til at have en større tolerance i forhold til, at det kan gå galt.

Hvem står for oprøret?

Fint nok hr. filosof, men hvad med virkeligheden? De færreste plejehjem har organisatoriske, økonomiske og personalemæssige rammer til at tage beboere til stranden eller på motorcykeltur, kunne man indvende.

Men Øyvind Kvalnes insisterer på, at det er et spørgsmål om mod og vilje.

- Jeg kan se på nogle af de plejehjem, jeg har undersøgt — også kommunale uden mange midler, at det ikke kun handler om rammer og bemanding. Flere steder formår de f.eks. at aktivere nærmiljøet, og på et plejehjem fik de en lokal købmand til at sponsorere en bus, så de ældre kunne komme på tur.

Men først og fremmest må flere i systemet både højt oppe og på gulvet erkende, at noget kan være anderledes. Der er brug for nye øjne. Manden, der tilbød den ældre dame en tur bagpå sin Harley Davidson var f.eks. ikke en del af det faste personale, men blot i praktik. Men hans indfald bliver hyldet af Øyvind Kvalnes og andre i feltet.

I den forbindelse kunne man spørge, om ergoterapeuter, der jo netop står for aktiviteter på mange plejehjem, har et særligt ansvar for at starte det oprør mod forsigtighedskulturen, som Kvalnes efterlyser? Ja til dels, lyder svaret.

— Jeg tror, at ergoterapeuter kan være med til at artikulere, hvad det er for ting, som går tabt, hvis man ikke har et højt aktivitetsniveau. Både de fysiske konsekvenser — at folk bliver stive og ubevægelige — men også i form af tabt livskvalitet. Politikere og ledere er nødt til at få øjnene op for problematikken, og det er næppe de ældre selv, der starter oprøret, siger Øyvind Kvalnes.

• Øyvind Kvalnes (f. 1963) er filosof med en doktorgrad i etik. Han har i sin forskning fokuseret på etik i arbejdslivet og har skrevet en række bøger om emnet. Ansat som førsteamanuensis ved Institutt for ledelse og organisasjon på Handelshøyskolen BI i Oslo.
• Læs mere om Øyvind Kvalnes på  www.bi.edu