Tårerne løber ned ad 15-årige Arezo Jafaris kinder, da underviseren Annette fortæller, at hun skal begynde på Dybbøl Skole i Sønderborg. Hun drejer hovedet og kigger på sin mor, som nikker. Det er rigtigt nok.
I byen Kandahar i Afghanistan, hvor hun voksede op, var skolelivet ikke for piger, og da hun nåede skolealderen, måtte hun derfor nøjes med at stå bag gardinerne derhjemme og se efter drengene, når de passerede på vej til skole.
Taleban var stærk i området, og Arezo Jafari havde hørt et utal af historier om piger og unge kvinder, der var blevet truet med at blive stenet eller få syre i ansigtet, hvis de gik i skole eller forlod huset uden at bære burka.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle få lov at gå i skole, så det var glædestårer, der løb ned ad mine kinder den dag for otte år siden på Dybbøl Skole, siger Arezo Jafari, som kom til Danmark via familiesammenføring.
I dag er hun 23 år og læser til ergoterapeut på UC Syd i Esbjerg.
- Siden jeg kom til Danmark, har jeg kunnet gøre alt det, jeg har længtes efter, og jeg vil bruge ergoterapi til at hjælpe mennesker, der er blevet slået ud af kurs, med at få ressourcer og værktøjer, så de også kan få mulighed for at bestemme over deres eget liv, fortæller Arezo Jafari.
Som at blive født igen
Da hun kom til Danmark, måtte hun og hendes søskende lære forældrene dansk – ikke omvendt.
— Når man lærer et nyt sprog, er det lidt som at blive født igen, fordi der ligger så meget kulturforståelse i sproget og måden, man kommunikerer på. Jo ældre man er, jo sværere er det, fordi man på mange måder skal give ”afkald” på det, man tidligere har lært, siger Arezo Jafari.
Da hun kom til Danmark, kunne hun hverken læse, skrive eller regne. Den eneste undervisning hun havde fået, var sin morbrors lektioner i Koranen. Alligevel lærte hun dansk på kun et halvt år, og to år efter begyndte hun i en almindelig niendeklasse efterfulgt tiende klasse og en gymnasieuddannelse på VUC — og derefter begyndte hun på ergoterapeutuddannelsen i Esbjerg.
- Jeg vil lære så meget som muligt, siger Arezo Jafari og indrømmer, at universitetsuddannelsen trods alt er en udfordring, fordi sproget i bøgerne er akademisk, og hun kun har haft syv år til at lære både dansk og engelsk.
Men hun giver ikke op.
- Jeg har levet med en konstant frygt for Taleban, jeg har været væk fra min far i to år, inden vi blev familiesammenført, og jeg har skullet tilpasse mig en ny kultur. Men samtidig har jeg oplevet glæden ved, at det alt sammen blev godt, og derfor kan jeg godt overbevise mig selv om, at der nok skal komme noget godt ud af mine udfordringer med studiet, siger Arezo Jafari.
At det netop blev ergoterapi, hun kastede sig over, var ikke givet på forhånd. Hun vidste, at hun ville arbejde med mennesker, der havde brug for hjælp, men hun var ikke sikker på hvordan — og hun kendte ikke til ergoterapi.
- Jeg har det svært med synet af blod, så jeg kunne ikke blive sygeplejerske. Men på VUC fortalte en af mine medstuderende om ergoterapi, og det lød som noget for mig, fortæller Arezo Jafari.
Man mister en del af sig selv
Uddannelsen bød blandt andet på en praktik på Haderslev Plejecenter, hvor hun genkendte noget i de ældres identitetstab.
- Jeg så, hvad det gør ved et menneske, når man ikke selv er i stand til at tage tøj på, spise eller tage bad. Man mister en del af sig selv, når man ikke længere kan varetage de basale behov. På samme måde følte jeg, at jeg mistede en del af mig selv, da jeg kom til Danmark og skulle navigere i en anden kultur, siger Arezo Jafari.
Med ergoterapeutisk indsigt tilføjer hun, at tilpasningen til dansk kultur også var en form for rehabilitering, idet hun måtte arbejde hårdt for at få en ny hverdag til at fungere. Men det er det hele værd, mener hun, fordi hun som ergoterapeut vil kunne bruge sine personlige erfaringer til at skabe en respektfuld relation til de ældre.
Alt i en kontekst
Som praktikant på plejecenteret opdagede Arezo Jafari samtidig, at tilgangen til de ældre er anderledes i Danmark end i hendes hjemland.
- I Afghanistan findes der ikke plejehjem. De velhavende betaler sig til hushjælp, og de mindre velhavende tager selv vare på bedsteforældrene, fortæller Arezo Jafari.
Hun mener ikke, at den ene tilgang er bedre end den anden, men at man skal se tingene i relation til den sammenhæng, de indgår i:
- I Afghanistan blev jeg betragtet som voksen, da jeg fyldte 10 år. En af mine opgaver blev at tage vare på mine bedsteforældre, og det så jeg ikke noget problem i. Men i Danmark udlever alle deres personlige ønsker og interesser, og derfor synes de ældre måske, at det er en byrde for børnene at tage vare på deres gamle forældre. I Afghanistan forventer de ældre tværtimod, at familien tager sig af dem.
En anden læring fra plejehjemmet er Arezo Jafari dog ikke i tvivl om, at hun vil tage til sig, og det er den ergoterapeutiske tilgang til de ældre. Det er inspirerende, at man arbejder for at gøre dem mere selvhjulpne, mener hun.
Jeg har det bedre nu
Arezo Jafari sidder på UC Syd i Esbjerg og fortæller. Hun holder en pause for at tænke over det, hun har sagt.
Hendes far kom til Danmark to år før resten af familien, og da nyheden om familiesammenføring kom, vidste Arezo Jafari ikke, hvad hun skulle forvente.
- Jeg har det bedre nu, end jeg troede var muligt. Jeg er kommet tæt på min far igen, jeg går i skole, og jeg læser et fag, jeg brænder for, siger hun, og idet hun remser tingene op, lyser hendes ansigt mere og mere op, og det tænksomme blik bliver mere beslutsomt.
- Fordi Danmark er så velfungerende, kan de fleste få lov til at beskæftige sig med det, de vil. Ergoterapi er vigtigt, fordi det kan hjælpe de mennesker, der bliver slået ud af kurs, med alligevel at gøre de ting, der giver mening for dem, siger hun og kigger på sit ur.
Hun og veninden Khatira Safi, som også kommer fra Afghanistan, må tilbage til deres projektarbejde. Khatira Safi kom til Danmark som otte-årig, og selv om de to har forskellige oplevelser af at komme til Danmark, har de et særligt bånd til hinanden.
- Vi kan relatere os til, hvordan det føles at være uden for, siger Khatira Safi.
