På vej mod mindre tvang
I næste uge forhandler Folketinget om fordeling af de 1,6 milliarder kroner, der skal finansiere initiativerne i regeringens langsigtede plan for psykiatri.
Det var derfor meget aktuelt, da der blev diskuteret tvang i psykiatrien og muligheden for at ændre det. Den lange, intensive debat foregik i Sundhedsteltet, som Region Hovedstaden har på Folkemødet. Vi bringer her et kort indblik i debatten.
Regeringen har vedtaget en langsigtet plan for psykiatrien frem til 2020. Et af målene er at reducere tvang.
- Nu skal det sikres, at alle gode intentioner bliver til noget, sagde Özlem Cekic, psykiatriordfører i SF, i en intensiv debat sammen med Eva Secher Mathiasen, formand for Psykologforeningen, Karsten Skawbo-Jensen, formand, Psykiatriudvalget Region Hovedstaden, Merethe Nordentoft, Psykiatrisk Center København, Karl Bach Jensen, Landsforeningen Af Psykiatribrugere og Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Panelet var enige: Regeringens vision skal blive til noget. Spørgsmålene, det rejste om, hvordan man når derhen, er blandt andet:
- Tvang – er det omsorgssvigt versus omsorgspligt?
- Vil nedbringelse af tvang medføre større medicinforbrug?
- Hvad kan nye behandlingsformer gøre for at nedbringe tvang?
- Brugerinddragelse – hvordan gør vi det?
Et fælles fokus i diskussionen var, at tvangen skal reduceres. Bælterne skal bruges så lidt som muligt.
- Vi ved fra undersøgelser, at nedsat tvang ikke giver øget medicinforbrug. Derfor er der ikke noget at betænke sig på. Vi skal have bælterne væk og i stedet for fokusere på bedre rammer med mulighed for aktivitet, sagde Karsten Skawbo-Jensen, formand Psykiatriudvalget Region Hovedstaden.
Vejen er blandt andet rammer, der giver mulighed for at tage øget hensyn til brugerens ønsker, mulighed for motion og aktiviteter. Samtidig er forebyggelse en vej, der er markant stort fokus på – for eksempel besøg i hjemmet og planlægning af behandling, og dermed sikre, at borgerne ikke kører af sporet og bliver indlagt.
- Det skal være nemt at få kontakt og komme i behandling, der helst også skal virke attraktiv. Vi arbejder for eksempel lige nu med et eksperiment med brugerstyrede indlæggelser, sagde Merethe Nordentoft, klinisk professor, Psykiatrisk Center København.
Forhandlinger om, hvordan de 1,6 milliarder skal bruges, går i gang mandag den 16. juni og afsluttes efter planen fredag den 20. juni.
- Det er altså NU, I skal søge indflydelse. Kontakt os i næste uge, opfordrer Özlem Cekic.
Vil du pårvirke forhandlingerne?
Du er velkommen til at ringe eller skrive til Nina Bach Ludvigsen, sundhedspolitisk konsulent – nbl@etf.dk eller 53 36 49 23 – hun kan hjælpe med at få forslag afsted til Folketingets Sundhedsudvalg.