Problem- løser

Året er 2003, og ergoterapeut Emma Ghaziani er mødt ind på sit arbejde på et genoptræningscenter for at træne overekstremiteten hos en kvindelig patient, som er blevet lam i den ene arm efter erhvervet hjerneskade.

Hun når ikke langt, før kvinden spørger:

— Hvor ved du fra, at det her er den bedste metode til at træne min arm? Og hvilke andre metoder fravælger du, når du vælger lige præcis den her metode?

Spørgsmålet gør Emma Ghaziani både irriteret og imponeret.

— Jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne svare, men jeg var samtidig imponeret over skarpsindigheden i hendes spørgsmål, fortæller Emma Ghaziani, som dén dag besluttede, at hun ville lære at finde den nyeste viden, vurdere forskningslitteratur og være med til at udfylde nogle af neurorehabiliteringens videnshuller.

Den vigtige problemstilling

Emma Ghaziani fik i 2008 job som udviklingsergoterapeut på Fysio- og Ergoterapiafdelingen på Bispebjerg Hospital, og samtidig var hun fast besluttet på at tage en ph.d. Hun afsluttede i 2009 en master i rehabilitering fra Syddansk Universitet, men da den ikke alene kunne kvalificere hende til at begynde et ph.d.-projekt, supplerede hun fra 2011 til 2012 med moduler på en sundhedsfaglig kandidat.

Da hun endelig var klar, opbyggede hun et ph.d.-projekt på baggrund af en problemstilling fra sine kollegaer i den kliniske praksis.  

— De fortalte, at det var udfordrende at arbejde med pareser i overekstremiteter, og dén problemstilling har jeg forsøgt at bidrage til at løse, siger hun og forklarer, at selv om hun selv er ergoterapeut, er hendes perspektiv mere tværfagligt:

— Jeg har haft ergoterapeutiske perspektiver med – bl.a. et fokus på de problemer, patienterne havde i deres hverdag på grund af en paretisk arm. Men overordnet set har projektet handlet mere om det område, vi manglede viden inden for, og mindre om den faggruppe, der skulle varetage opgaven.

Hendes vejledere på projektet var derfor heller ikke ergoterapeuter, men henholdsvis en neurolog og to fysioterapeuter.

— Forskning er en metode, du kan applicere på forskellige professioner og discipliner, og derfor er det vigtigere, hvilket område man har viden inden for, end hvilken faglig baggrund man har, siger Emma Ghaziani.

Hendes næste forskningsprojekt — en post doc — drejer sig om en intervention rettet mod patienter med påklædningsvanskeligheder efter en apopleksi, projektet har hun kaldt DRESS-DK.  

— I DRESS-DK har ergoterapi en central rolle, men hvor jeg placerer mig i min forskning, altså om vægten ligger på fysioterapi, neuropsykologi eller ergoterapi, vil afhænge af forskningsspørgsmålet, forklarer hun.

Vejen til ph.d.-drømmen

Der gik omtrent 11 år fra Emma Ghaziani blev kvinden på genoptræningscentret svar skyldig, til hun blev indskrevet som ph.d. på Københavns Universitet. På det tidspunkt var der ikke andre forskere med ergoterapifaglig baggrund i Fysio- og Ergoterapiafdelingens forskningsenhed, men Emma Ghaziani fik overbevist ledelsen om, at det var en god ide, at hun blev enhedens første forsker med ergoterapifaglig baggrund, bl.a. fordi hun ville forske i neurorehabilitering.

På gyngende grund

Ph.d.-projektet har lært Emma Ghaziani at balancere på gyngende grund, fortæller hun.

— Vi havde f.eks. ansat en terapeut til at udføre en intervention, men lige inden introduktionsperioden var slut, fandt vedkommende et nyt job, siger hun.

Selve interventionen blev et andet eksempel på uforudsigelighed i projektet, fortæller Emma Ghaziani. Interventionen var rettet mod patienter i den akutte apopleksifase, men hun kunne ikke påvise en effekt.

— Som menneske var det svært at rumme, fordi det føltes som et nederlag, men som forsker tænkte jeg: Lad os kigge på mulige forklaringer. En anden forskergruppe påviste til gengæld, at samme intervention havde en positiv effekt på apopleksipatienter i den kroniske fase, siger hun og tilføjer:

— Der er for meget bias i dit arbejde, hvis du på forhånd tror, du har løsningen på et problem. Som forsker skal jeg betragte mit arbejde med sund skepsis og være lige så interesseret i en negativ eller neutral effekt som i en positiv effekt.   

Næste stop: Postdoc

Efter sit ph.d.-projekt opsøgte Emma Ghaziani ergoterapeut og professor Marion Walker fra University of Nottingham. Walker har forsket i rehabilitering efter apopleksi i flere år, og

Emma Ghaziani fandt hendes pilotprojekt ”The DRESS trial: a feasibility randomized controlled trial of a neuropsychological approach to dressing therapy for stroke in patients så interessant, at hun bad den engelske professor om at samarbejde om den næste fase i interventionen — i Danmark.

Både Marion Walker, forskningsledelsen og Fysio-og Ergoterapiledelsen på Bispebjerg Hospital sagde god for ideen, så Emma Ghaziani begyndte at løbe projektet i gang.

Lykkes både samarbejder og finansiering, forsker hun videre som postdoc.

— Det er et naturligt step for mig at gå videre som postdoc. Man tager en ph.d. for at lære det grundlæggende i, hvordan man forsker, og i en postdoc-stilling tager man næste skridt: vejledere erstattes af samarbejdspartnere, man har selv det overordnede ansvar, og man øver sig i at guide andre ad forskningsvejen, siger hun.

Læs de andre artikler i temaet "Vejen til ph.d."