Ropox-pris til en pionér

”Kan jeg få akut supervision?” lød det fra ergoterapeut Mette-Marie Bolther, da hun for halvanden uge siden ringede til sin chef og kollega, Ulla Lebahn.

Det kunne hun selvfølgelig, sagde Ulla, så de fik arrangeret et digitalt møde – hvor en hemmeligt indbudt gæst overraskede Ulla.

— Da Margrethe Boel pludselig hoppede ind i mødet, tænkte jeg med det samme, at jeg enten måtte have gjort noget forkert eller meget godt. Så begyndte der at ringe en klokke om en deadline på Ropox-prisen 1. maj, men jeg kunne alligevel ikke tro, at det var det, det handlede om – indtil Margrethe begyndte at læse min kollegas indstilling op. Så blev jeg meget beæret, glad og var lidt rundt på gulvet resten af dagen, lyder det fra en smilende Ulla Lebahn.

Hun modtog i dag på Health & Rehab-messen i København Ropox-prisen for sit pionerarbejde med børn og unge med spiseproblemer. Tidligere har hun modtaget både ETFs PROTAC-legat og daværende Innovationspris.

For 20 år siden blev hun ansat som ergoterapeut på børneafdelingen på Kolding Sygehus, hvor det hurtigt blev tydeligt for hende, hvor meget spiseproblematikker kunne betyde for trivslen hos børn i alle aldres. Hun havde før denne ansættelse arbejdet inden for næsten alle andre ergoterapeutiske specialer end ”børn og unge”, men netop dette speciale skulle vise sig at blive definerende for resten af hendes karriere.

Et nyt behandlingskoncept

På Kolding Sygehus oplevede Ulla allerede inden for det første halve år, at ”problemer med spisning” var et tilbagevendende symptom for mange børn – også selvom det ikke var den primære årsag til deres henvisning.

Fælles for mange af de problemer, børnene oplevede, var problemer med trivsel.

— Ekstremt kræsne børn har mange problemer i institutionssammenhænge og i relationen til deres pårørende, fordi de meget ofte bliver stillet over for situationer, hvor de ikke kan spise det, der bliver serveret for dem. På Kolding Sygehus så vi nogle af de værste eksempler på det, hvor børnene skulle have akut sonde. Det er jo ikke en holdbar løsning på lang sigt, men dengang manglede vi viden om, hvordan man afvænnede børnene fra sonden, fortæller Ulla Lebahn.

I 2005 fik hun en unik mulighed for at følge med et barn og dets forældre til en klinik i Østrig, hvor de arbejdede specialiseret med at afvænne børn fra at bruge sonde ved hjælp af tværfaglighed og et særligt koncept, der kombinerer psykiatri og somatik.

— Der tænkte jeg: ”Wow, hvor giver det bare god mening. Det vil jeg praktisere i Danmark”, fortæller Ulla Lebahn, som da hun kom hjem arbejdede videre med den østrigske sondeafvænningsmetode og begyndte at holde oplæg om den.

På baggrund af Ullas oplæg og det stigende antal henvendelser, Kolding Sygehus fik fra forældre landet over, oprettede Kolding Sygehus et tværfagligt team til behandling af spiseproblemer.

Samtidig steg interessen for og kendskabet til Ullas arbejde med spiseproblematikker.

— Jeg havde startet en foredragsvirksomhed op ved siden af mit arbejde på sygehuset, og i takt med at mit arbejde med at udvikle og udbrede kendskabet til et nyt behandlingskoncept i Danmark blev mere og mere kendt, begyndte patienter fra andre regioner at henvende sig direkte til mig. Derfor gik jeg først ned på halv tid på Kolding Sygehus for at kunne tage de patienter ind privat, og senere overgik jeg til at drive virksomhed på fuld tid, fortæller Ulla Lebahn.

Siden 2013 har hun i regi af sin private virksomhed Lebahn ”skabt øget trivsel for børn i alle aldre, som andre fagprofessionelle har opgivet” og er ”som resultat af sin faglige ydmyghed en evighedsstudent, som altid higer efter viden og at dygtiggøre sig”, som kollega Mette-Marie Bolther skrev i sin indstilling af Ulla til Ropox-prisen.

Evighedsstuderende

Ulla Lebahn er da heller ikke i tvivl, om at de 25.000 kroner fra Ropox-prisen skal bruges på efteruddannelse.

— Jeg er lidt af en evighedsstuderende inden for det her område, fordi der hele tiden er ny viden at hente. Jeg vil blive ved med at vende sten efter sten for at finde ud af mere om de problemer, der kan koble sig til spisning. Derfor skal prisen bruges på ny viden enten i form af kurser eller supervision, fortæller Ulla Lebahn, hvis CV i forvejen rummer et hav af kurser og efteruddannelse.

Selv fremhæver hun sin kursus- og studierejse til USA i 2012, som blev til virkelighed på grund af PROTAC-legatet og sin 3-årige efteruddannelse som traumeterapeut, som hun afsluttede i 2019.

— I USA var jeg på et grund- og udvidet kursus hos SOS approach to Feeding-teamet, som har udviklet en evidensbaseret metode til effektiv behandling af børn med spisevanskeligheder. Den viden har jeg oversat og tilpasset til en dansk kontekst, holdt oplæg om og brugt i min behandling lige siden, fortæller Ulla Lebahn og tilføjer, at det samme er tilfældet med sin efteruddannelse i traumeterapi (Somatic Experiencing practitioner).

— Rigtig mange børn har været udsat for overgreb i spisesituationer. Velmenende fra forældrenes side, da de gerne vil have deres børn til at spise, men ikke desto mindre kan det have store konsekvenser for børnenes trivsel og sidde i dem i mange år, hvis det ikke bliver håndteret. Det er hjerteskærende, at så mange forældre i forsamtalen med mig siger: ”Hvorfor er der ikke nogen, der har opdaget det her noget før? Tænk, hvis jeg kunne have beholdt min amning eller tænk, at vi kunne have undgået det her i så mange år”. Med traumeterapeutuddannelsen og de mange andre kompetencer, jeg har tilegnet mig gennem årene, kan jeg møde dem der, hvor de er, og så finder vi sammen ud af, hvor de traumatiske oplevelser med mad kan være opstået, siger Ulla Lebahn.

Hun tilføjer:

— Når vi har fundet ud af, hvor barnets spiseproblemer stammer fra, og hvor slemt problemet er, må jeg ofte lære forældrene, at det er okay, deres barn udelukkende spiser skodmad som saltstænger og pomfritter, indtil barnet begynder at se, at vi faktisk arbejder med dem i stedet for imod dem. Mange har en længere historik af fejlslagne pædagogiske tiltag, så der er ofte behov for at opbygge en ny tillid til forældrene.

En evig flamme

Beslutningen om at gå fuldtid med sin private praksis var drevet af, at Ulla gerne ville hjælpe så mange som muligt. Det kan imidlertid være svært, når problemerne er mange og hænderne få, og der samtidig ikke gives tilskud til privat ergoterapi, påpeger hun.

— Jeg vil rigtig gerne hjælpe alle, men det kan jeg ikke. Dels fordi det er svært at rekruttere ergoterapeuter, der har specialiseret viden om området, og dels fordi det ikke er alle forældre, der har råd til at betale for det forløb, deres børn har behov for, fortæller Ulla Lebahn, som ærgrer sig over, at det er sådan, netop fordi behovet for behandling kun er blevet større med årene.

— For nogle år tilbage var jeg så uheldig at være på Madeira under en naturkatastrofe. Der døde 42 mennesker den dag, mange broer blev skyllet væk på den sydlige del af øen, og der var ikke noget vejnet. Der sad jeg på et lille hotel oppe i bjergene – som heldigvis var på klippegrund og derfor ikke styrtede ned – med det sidste stykke papir jeg kunne finde, hvorpå jeg i min frygt for ikke at overleve havde skrevet visionen for mit firma ned: At det, jeg arbejdede for, skulle kunne deles ud og leve videre uden mig. Derfor er der ikke copyright på det, jeg laver, og derfor gør jeg så meget for at dele ud af min viden på området, fortæller Ulla Lebahn.

Hun er 63 år i dag, men har ikke planer om at stoppe med at arbejde lige foreløbigt. Det brænder hun for meget for sit fag til.

— Da jeg modtog Innovationsprisen i sin tid, blev der sagt, at jeg kunne brænde uden at brænde ud. Det gælder stadig, siger Ulla Lebahn.