Studerende forsker i spiserobotter
Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen studerer til daglig begge ergoterapi på UC Syd i Esbjerg. De deltog begge i foråret i et forskningsprojekt om spiserobotter, formelt som forskningsassistenter, hvor deres opgave var at gennemføre interviews med borgere og personale på institutioner, der har spiserobotter.
Det startede med at deres underviser Kim Lee opsøgte dem for at høre, om de kunne være interesserede i at deltage i konferencen COTEC-ENOTHE, der skulle afholdes i Galway i Irland i juni. Og de var begge to på fra start.
- Jeg sagde ja lige med det samme. Tænkte ikke så meget over, hvordan det skulle hænge sammen med undervisning og så videre. Når man får sådan en mulighed, er det bare med at slå til. Og der tror jeg, vi begge er skruet sådan sammen, at vi vil rigtigt meget, siger Pernille Jull Poulsen.
Ergoterapeuter er borgerorienterede
Et af kriterierne for at de kunne deltage på COTEC-ENOTHE var, at de selv skulle bidrage med forskning. Valget faldt på forskningsprojektet om spiserobotter, der, udover at undersøge, hvordan spiserobotterne fungerer i praksis, havde til formål at undersøge, hvordan metoder fra antropologien kan bidrage til ergoterapifaglig forskning.
- Som ergoterapeuter er vi meget borgerorienterede. Når vi har det perspektiv, kan vi miste blikket for nogle større sammenhænge i forskningen. Der kan metoder fra eksempelvis antropologien være et glimrende værktøj til at give perspektiv, og dermed være et supplement til ergoterapien, siger Sarah Warming.
Hun nævner et eksempel fra Esbjerg, hvor en borger med tetraplegi ikke kunne benytte robotten. Han havde en øjenstyret computer, som spiserobotten skærmede for, så den ikke kunne bruges under spisesituationer, hvor man ofte interagerer socialt med andre. Derudover rykkede han hovedet en lille smule hele tiden, så spiserobotten skulle justeres.
- Hvis vi havde haft et rent ergoterapeutisk perspektiv, ville vi ikke have set det i en større kontekstuel sammenhæng. Dermed kunne vi let haver overset, at de medarbejdere, der arbejder med robotterne, allerede på forhånd havde oplevet, at robotterne var vanskelige at anvende i praksis og ikke altid kunne leve op til de forventninger som kommunens forvaltning havde til dem. Robotterne er simpelthen ikke tilstrækkeligt udviklede til borgernes krav, siger Sarah Warming.
I stedet for kun at forholde sig til den enkelte borger, interviewede de også personalet på de forskellige institutioner og beslutningstagere ude i kommunerne. Det tillod dem at kæde deres informationer sammen, og dermed opnå en større forståelse for problematikken.
Forskning skal integreres
Forskningsprojektet er en del af større strategi UC Syd har, der sigter efter at integrere mere forskning i undervisningen.
Strategien har to ben. Dels faciliterer skolen forskningsprojekter, som det Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen deltog i. Dels tilskyndes elever til at undersøge, hvordan den nye viden kan implementeres.
- På den måde kan vi tage de mest aktuelle emner op, samtidig med vi kan arbejde konkret med implementeringen, siger Kim Lee, der er underviser i ergoterapi på UC Syd, er uddannet i antropologi, og forskningsleder på projektet, Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen deltog i.
Læs også: Faglig inspiration for studerende
På den måde er de sikre på, at der er aftagere til den forskning, de bedriver. Men de forsker ikke kun for at forske, eller skaffe ny viden. Det centrale er, at de studerende får nogle værktøjer, de kan bruge, med videre.
- Vi vil fra skolens side godt investere i de studerende og klargøre dem til at kunne komme ud og forske. De skal lære, at man ikke nødvendigvis skal ud og arbejde, når man er uddannet som ergoterapeut, men har muligheden for at læse videre med henblik på at indgå i forskningsarbejde inden for ergoterapien, siger Kim Lee.
Både Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen har tydeligt kunnet mærke opbakningen fra skolen. De har haft sparring med deres undervisere i forhold til at kunne få enderne til at mødes, og det har været en god udfordring at deltage i forskningsarbejdet samtidig med at have studiet ved siden af.
- Som studerende er det rart at blive udfordret fagligt. På den måde vokser man i sit fag, siger Sarah Warming.
Investere sin fritid i sin fremtid
Og der er ingen tvivl om, at det har haft omkostninger for Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen. Dels har de selv betalt for opholdet i Galway. Dels har de måttet bruge næsten alt deres fritid på forskningsprojektet.
- Jeg har nok egentlig altid vidst, at jeg ville gå forskningsvejen. Og hvis man gerne vil det, er det med at starte så tidligt som muligt. Og så kan det godt være, vi har været nødt til at inddrage vores weekender og sommerferie. Men det gør ikke så meget, når det er noget, man brænder for, siger Pernille Jull Poulsen.
- Det har været så slemt, at Kim af og til joker med os og siger, at vi ikke har noget liv. Men det handler om, at vi investerer vores fritid i vores fremtid, og at det her er vores liv lige nu, fortsætter hun.
- Ja, hvis jeg smed alle mine opgaver lige nu, ville jeg slet ikke vide, hvem jeg var, stemmer Sarah Warming i.
Læs også: Brug Etf mens du studerer
Og bare fordi konferencen er afholdt, og forskningsresultaterne er fremlagt, betyder det ikke, at arbejdet er færdiggjort for Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen. De arbejder nemlig lige nu på deres bidrag til en videnskabelig artikel om projektet.
- Det tager rigtigt meget af vores tid også. Vi bruger mange weekender på det, og vi havde endda taget noget af vores sommerferie ud til at sidde og læse referencer og få styr på vores henvisninger. Til sådan en artikel er det ikke nok at henvise til lærebøgerne, siger Pernille Jull Poulsen.
Blod på tanden
Selvom det har krævet sine omkostninger, fortryder hverken Sarah Warming eller Pernille Jull Poulsen, at de valgte at deltage i forskningsprojektet. Det har nemlig givet dem rigtigt meget at være med.
- Det giver et helt rush at være med til at forske og finde ny viden. Vi har udviklet nogle kompetencer allerede nu, som vi aldrig kunne have fået gennem undervisningen, siger Sarah Warming.
Læs også: Ergoterapifagligt Selskab for Forskning
Og der er ingen tvivl om, at det har givet dem blod på tanden. Pernille Jull Poulsen er allerede med i et nyt forskningsprojekt, og hun kan godt forestille sig en fremtidig karriere som forsker.
- Jeg har nok altid lidt haft et ønske om at være med til at forme fremtidens ergoterapi. Jeg vil godt være en del af noget større, og det føler jeg, jeg er, når jeg deltager i forskning, siger Pernille Jull Poulsen.
Også Sarah Warming har planer om at skulle forske igen senere i karrieren. Men hun vil godt forbi arbejdsmarkedet inden.
- Jeg har altid drømt om at komme til at arbejde indenfor psykiatrien, så det er stadig planen. Men jeg bestemt ikke lagt forskningen fra mig, jeg vil bare gerne forske med afsat i en faglig undren, siger Sarah Warming.
Forskningsprojekt om spiserobotter
Forskningsprojektet havde to formål:
-
At undersøge, hvordan spiserobotterne fungerer i praksis
-
At undersøge, hvordan metoder fra antropologien kan bidrage til ergoterapifaglig forskning
De studerende kunne blandt andet konkludere, at spiserobotterne ikke er tilstrækkeligt udviklede til borgernes krav, som det er i dag.
Sarah Warming og Pernille Jull Poulsen fremlagde deres resultater på konferencen Cotec-ENOTHE i Galway, Irland i juni måned.