Casper Birkefeldt stikker stille kroppen ind ad døren og lader øjnene scanne rummet, inden han træder helt ind. På bordet ligger en maskeagtig VR-brille som strandet fra en mere spændende verden end det lille, hvide lokale med institutionsmøbler, whiteboard og matchende gardiner.
Det er her, de unge på bostedet Birkeparken forsøger at få bugt med problemer som social angst, og Casper Birkefeldt er en af dem.
Efter lidt snak med ergoterapeut Tina Pedersen snupper han med én hånd den blå VR-brille på bordet, sætter den for øjnene og klapper hovedtelefonerne på plads. VR-brillen dækker halvdelen af hans ansigt, og en ledning forbinder ham til en bærbar computer, som Tina Pedersen bestyrer fra bordenden.
- Kan du se noget, spørger hun.
- Nej, her er helt gråt. Men lyden er der.
- Og nu?
- Ja, nu er jeg der.
Stedet i brillen er et almindeligt supermarked, og Casper Birkefeldt er trådt ind i en af fire film, som viser forskellige scenarier mellem hylder, kasser og kunder. I køen ved kassen læsser en ældre dame sine varer op på båndet, og foran hende er en anden kunde ved at betale. Umiddelbart er der ikke meget handling. Bare hverdagssituationer af den slags, de fleste af os forsøger at få overstået så hurtigt som muligt.
Men for Casper Birkefeldt har Virtual Reality-filmene fra supermarkedet åbnet døren til en hverdag, der ellers var forsvundet for ham.
Han er 30 år og lider af social angst og skitzofreni. Før han kom til Birkeparken, som er et bosted for psykisk sårbare unge i Silkeborg, var han i sin lejlighed og turde ikke at gå ud.
- Det hele var bare ramlet for mig. Min kæreste forlod mig, jeg gik ned med stress, droppede ud af mit studie og mistede min indtjening. Og så begyndte jeg at få angst. Jeg blev bange for at gå ud af lejligheden, og til sidst kunne jeg slet ikke noget. Jeg måtte have folk til at købe ind for mig, og jeg kunne ikke engang overskue at gøre rent i min lejlighed. Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme ud af den lejlighed igen. Man kan godt sige, at jeg nærmest var ved at rådne op.
Han tripper og trækker lidt på smilebåndet. Er på den anden side nu og kan godt fortælle om det, selv om han stadig kan mærke i kroppen, hvordan han havde det, da angsten var værst.
- Det føles som om, jeg ikke kan trække vejret. Jeg kan ikke tænke klart, leder bare efter en udvej. Jeg tror, jeg levede på den måde i seks-syv år, før jeg kom her til Birkeparken. Det er to år siden nu, tilføjer han.
Realistisk selv for en gamer
Efter 10-12 ganges træning med VR-brillen kan Casper Birkefeldt næsten supermarkedsfilmene udenad.
- De er meget realistiske, men selv om jeg godt ved, at det er film, virker det alligevel. I en af filmene er der en mand, der skælder ud og råber i sin mobiltelefon, og selv om jeg var blevet advaret om det, overraskede det mig alligevel, da det skete. Han står bare midt i butikken og råber. I starten var det svært at blive i det, jeg ville bare væk. Men efter nogle gange forsøgte jeg at blive i det, og til sidst lykkedes det, og i dag kan jeg godt selv gå ud og handle, siger han stolt – og tilføjer:
- Det er den fedeste følelse. At kunne selv.
Ergoterapeut Tina Pedersen nikker. Hun er glad på Caspers vegne. Og hun er glad for det nye redskab, hun har fået at arbejde med, for hun kan se, at det virker.
- De unge synes, at det her med Virtual Reality er smart og spændende — ikke mindst gamerdrengene, og dem har vi en hel del af. Casper er en af dem, og vi havde faktisk en bekymring i forhold til netop gamerdrengene. Fordi de er så vant til at bevæge sig i det digitale univers, var vi i tvivl om, hvorvidt vi kunne træne dem i noget, som de vidste ikke var virkeligt. Men det har de formået. De synes faktisk, at filmene er meget realistiske, siger Tina Pedersen og giver et eksempel på, hvordan besøgene i den uvirkelige virkelighed virker.
- I en af scenerne i supermarkedsfilmen er der nogle unge, der griner, og vi fandt ud af, at en af vores drenge havde den forestilling, at når han var ude at handle, og nogle i butikken grinede, så var det ham, de grinede af. Men da han så filmen, kunne han jo godt se, at det ikke kunne være ham, de grinede af, for han var jo ikke med i filmen.
Det virker
Tina Pedersen har deltaget i udarbejdelsen af VR-filmene - blandt andet har hun via workshops og aktivitetsanalyser været med til at finde ud af, hvilke scenarier, filmene skulle fokusere på.
- Jeg kigger på, hvad der giver mening for de unge, hvilke rammer skal der være, hvilke scenarier er tilpas udfordrende. For dem begynder det jo allerede, når de opdager, at der mangler et eller andet i køleskabet. I supermarkedet er kassesituationen for de fleste det sværeste, fordi de her bliver direkte konfronteret med et andet menneske. Derfor handler en af filmene kun om at stå i kø, og det kan lyde lidt stillestående, men det er alle de små ting, der sker, mens man står der og venter, som kan være svære. Når man har angst, lægger man mærke til rigtig mange ting, siger Tina Pedersen.
En af fordelene ved at bruge VR er, at hun kan observere de unge helt tæt, fordi hun på computeren kan følge med i filmen og se præcis, hvor de unge kigger hen, når de går ind i den virtuelle virkelighed.
- Da Casper Birkefeldt første gang gik ind i VR-supermarkedet, kiggede han sig slet ikke omkring. Han var helt stille og stiv af skræk. Jeg snakkede med ham om, at han var nødt til at øve sig — kigge rundt og prøve at være til stede i supermarkedet, og senere udfordrede jeg ham fra gang til gang, så han stille og roligt fik udvidet sin komfortzone, fortæller Tina Pedersen og tilføjer:
- Og det virker. Vi kan se, at de unge kommer hurtigere igennem deres angst, fordi behandlingen med VR er så intensiv. Hos de fleste sker der en tydelig forandring efter de otte gange i VR-universet. Da Casper kom hertil, kunne han stort set ingenting selv. Han havde hjemmehjælp og al mulig anden hjælp, og han havde ikke sat sine ben i et supermarked i årevis. Det er to år siden nu, og i dag klarer han selv de fleste af sine indkøb.
En rigtig person
Før Tina Pedersen og hendes kollegaer begyndte at arbejde med VR, sad de hjemme på bostedet og lavede indkøbssedler med de unge og forsøgte at forberede dem på at gå med i supermarkedet.
- Problemet var, at vi aldrig kunne vide, hvad der faktisk ville ske, når vi kom hen i supermarkedet. Ville en af kunderne skælde ud, ville nogle grine? Men VR kan jeg med 100 procents sikkerhed sige til de unge, at der ikke sker noget farligt i supermarkedet, og at de roligt kan gå derind. Samtidig har de med VR det sikkerhedsnet, at de hurtigt kan komme ud igen, for de kan bare tage brillen af.
Casper Birkefeldt tager brillen af for i dag. Han er færdig med supermarkedstræningen. Næste mål er at blive i stand til at tage bussen. Og Tina Pedersen fortæller, at de er gået i gang med at lave bus-film til VR-behandling. Indtil busplanen er klar i VR, har Casper Birkefeldt sin egen plan.
- Efter jeg kom ud af min lejlighed og flyttede ind i Birkeparken, føler jeg mig mere som en rigtig person – som et individ. Fordi jeg har friheden til at gøre, hvad jeg vil.
- Og efter at jeg har prøvet det her med VR, har jeg besluttet at presse mig selv, så jeg kan nå endnu længere og få det bedste ud af mit liv. Derfor finder jeg næsten hver dag på en udfordring til mig selv. I dag skal jeg for eksempel tale med nogle nye personer på nettet. Andre dage kan det være at bruge lidt længere tid i en butik eller at gå igennem gågaden i Silkeborg.
Foreløbig tager han et delmål ad gangen, men drømmen er ikke til at tage fejl af:
- Jeg drømmer om en dag at blive helt selvstændig i min hverdag. At bo i egen lejlighed uden at skulle modtage nogen form for støtte. Og jeg vil også gerne studere igen, noget inden for tøj eller elektronik, så jeg kan få et arbejde og blive selvforsøgende, siger Casper Birkefeldt, som inden det hele ramlede læste HG og gerne ville arbejde i en tøjbutik.
Brugen af VR i Birkeparken
- Botilbuddet Birkeparken ligger i Silkeborg Kommune. Behandlingen med Virtual Reality er et såkaldt OPI-projekt, og er et samarbejde med socialafdelingen i Silkeborg Kommune, Innovation Silkeborg og virksomheden Time Stories.
- De foreløbig fire supermarkedsfilm til behandling af social angst er optaget af en professionel fotograf, og i enkelte af scenerne er der brugt en skuespiller, bl.a. hvor manden skælder ud i sin mobiltelefon. De øvrige medvirkende i filmene er statister.
- Socialfaglig konsulent Anneline Reuter, der også er ergoterapeut, har stået i spidsen for projektet, og har sammen med Tina Pedersen tilrettelagt forløbet med alt fra måling af angst til udarbejdelse af filmmanuskript.
- Prisen på selve VR-udstyret er 10.000 — 25.000 kr., og de fire supermarkedsfilm har i Silkeborg-projektet kostet omkring 70.000 kr.
- Arbejdet med VR kræver ikke en særlig uddannelse ud over det ergoterapeutfaglige. Tina Pedersen fik undervisning i at bruge selve systemet, og har ellers blot brugt sin ergoterapeutfaglige kunnen. Det er dog en fordel, hvis man har lyst og evner til at arbejde med IT, mener hun.
