27. apr 2020 KL 9:40

En hård opstart for privatprak-tiserende

Flere privatpraktiserende ergoterapeuter er gradvist begyndt at åbne deres fysiske klinikker op igen. Men selvom det er dejligt at se patienter, skaber de mange forholdsregler problemer for den ergoterapeutiske praksis, fortæller privatpraktiserende ergoterapeut med speciale i håndterapi Kirsten Pedersen.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Privat

Lørdag den 18. april udsendte Sundhedsstyrelsen en ny retningslinje om omstilling og gradvis øget aktivitet i praksissektoren. En nyhed, der vækkede ambivalente følelser hos privatpraktiserende ergoterapeut Kirsten Pedersen.

- Det er dejligt at se patienter igen, men de mange forholdsregler skaber dels en relationel distance til patienterne og dels nogle problemer i forhold til den håndkirurgiske træning, fortæller hun.

I mere end 15 år har Kirsten Pedersen taget imod håndkirurgiske patienter i sin private praksis, Ergoklinikken.

- Jeg har udarbejdet en liste af retningslinjer for vores klinik, der bl.a. indeholder regler om afspritning, antal patienter i den fysiske praksis og en nyopsat plastskærm, der mindsker den fysiske kontakt med patienterne, fortæller hun.

Se Kirsten Pedersens guide til gradvis genåbning her

Plastskærmen sikrer, at ergoterapeuten ikke har kontakt med andet end patientens hånd eller arm, så hun kan nøjes med at afspritte og bære handsker, når hun træner overekstremiteten.

Dog kan hun kun nå op til patientens albue fra det stykke af glasset, som er brudt, og hun kan derfor ikke træne bevægelsen i skulderen, skulle dette være nødvendigt.

- Jeg kan ikke ”bare” give patienten mundbind på og fjerne skærmen, da jeg i så fald ikke kan se, hvis patienten bider tænderne sammen og dermed spænder ubehageligt op i kroppen. Jeg tager udgangspunkt i hele patientens kropssprog, når jeg skal vurdere, hvordan vedkommende har det og til hvilken grad aktiviteten skal tilpasses. Selv hvis jeg kun arbejder med en lillefinger, fortæller Kirsten Pedersen.

Et efterslæb

Netop den kropslige opmærksomhed, som Kirsten Pedersen har i sit arbejde med håndkirurgiske patienter, har været fraværende i de uger, hvor hendes fysiske klinik har været lukket ned. I den periode har Kirsten Pedersen guidet patienternes træning over telefon eller Skype, og det har haft negative konsekvenser for nogle af patienternes genoptræningsforløb.

-  Med nogle patienter er træningsforløbene blevet forlænget, fordi vi ikke har kunnet manipulere eller styre bevægelserne. Det er rigtig svært at guide en bevægelse, når du ikke kan vise dem fysisk, hvordan de skal gøre og ikke kan se, om de udfører bevægelsen korrekt. Et lille løft af skulderen kan få patienten til at spænde uhensigtsmæssigt op andre steder og dermed forlænge genoptræningsforløbet, fortæller Kirsten Pedersen.

Længere genoptræningsforløb betyder flere udgifter for patienternes sundhedsforsikringer, men i nogle tilfælde kan det også true omstændighederne for patienternes arbejde.

-  Jeg har f.eks. en kvinde, der arbejder på en fabrik, hvor hun monterer nogle forskellige dimser, og fordi jeg ikke har kunnet tilse hende, er hendes håndfunktion blevet yderligere svækket, så ledelsen har været nødsaget til at ændre hendes arbejdsopgaver. Hun er bange for, at det kan føre til en fyringsseddel i disse tider, hvor flere virksomheder er ekstra pressede, fortæller Kirsten Pedersen.

Indtægtsnedgang

Kirsten Pedersen arbejder fortsat med to tredjedele af patienterne virtuelt. Det er patienter, som, hun har vurderet, har tilstrækkeligt styr på deres bevægelser. Men der er økonomiske konsekvenser ved at arbejde med patienterne hjemmefra. 

- Jeg kan ikke tage det samme for en telefonisk konsultation som for en fysisk konsultation, siger hun.

Eftersom alle planlagte operationer, som ikke er akutte, også er midlertidigt aflyst, får hun heller ikke nye patienter i sin klinik.

-  Jeg kan få patienter fra privathospitaler, men lige nu kommer der ikke nye patienter til, og det påvirker vores økonomi. Lige nu har jeg kun en fjerdedel af den indtægt, jeg plejer. Heldigvis har min klinik eksisteret i mange år efterhånden, så jeg har et godt fundament at stå på, men hvis min praksis var nyopstartet, var fremtiden nok rimelig usikker, siger Kirsten Pedersen.