Åbning til en bedre hverdag
Det sker ikke længere så ofte. Men når negative tanker kører i ring og truer med at få overtaget, har Katrine Ka Hauberg hjemme i sin lejlighed et "førstehjælpsskab" hun kan ty til. Det rummer blandt andet et krus med et billede af hunden Luna.
- Da jeg havde det allerværst, var Luna min eneste ven. Hun gav mig ro og trøstede mig. Så når der er kaos oppe i mit hoved, kan jeg hive kruset frem. Det er med til at give mig en tro på, at det hele nok skal gå, fortæller hun.
Katrine Ka Hauberg er tilknyttet socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune, hvor ergoterapeut Helene Hansen er socialfaglig medarbejder og hendes faste kontaktperson. En gang om ugen mødes de hjemme hos Katrine og som led i en handleplan arbejder de sammen på at få brudt de negative tankemønstre, der i mange år har styret hendes liv. Manglende selvværd har blandt andet ført til tanker om selvskade og selvmord, selvmedicinering med alkohol. Og sociale relationer var stort set ikke eksisterende.
- Jeg hadede mig selv og var derfor sikker på, at folk ikke kunne lide mig, siger hun.
Skabet med kruset er blot et af de redskaber, den 28-årige kvinde har lært at tage i brug for at tackle de udfordringer, hun har i sit liv. Derudover har Katrine Ka Hauberg og Helene Hansen blandt andet haft samtaler om og lagt strategier for, hvad hun kan gøre for bedre at kunne indgå i sociale sammenhænge, for eksempel familiefester.
- Vi har talt om, at hun kan nøjes med at deltage et par timer, trække sig til et andet lokale eller måske gå ud og ryge en cigaret, hvis de negative tanker er ved overmande hende, fortæller Helene Hansen.
Ergoterapeuten ledsager også Katrine Ka Hauberg til møder på det kommunale misbrugscenter og støtter hende i de mestringsstrategier, hun lærer der.
- Jeg vil så vidt muligt kun drikke fredag-lørdag. Helene og misbrugskonsulenten har fået mig til at forstå, hvad det er for nogle mekanismer, der går i gang hos mig, men de har ikke presset noget ned over hovedet på mig. Målet har jeg selv sat, fordi jeg er kommet dertil, hvor jeg er klar, siger hun.
For at give Katrine og andre med psykiske lidelser mulighed for at leve et mere selvstændig og meningsfyldt liv ændrede Sønderborg Kommune for et par år siden tilgang til borgerne i socialpsykiatrien. Før var der tendens til at tage over for borgerne og låse dem fast i en situation uden udviklingsperspektiv. I dag arbejdes der målrettet med rehabilitering og recovery, og inddragelse af borgerne er et centralt omdrejningspunkt.
- Vi har stort fokus på, at indsatsen skal give mening for borgerne, så de motiveres til at tage ansvar for deres egen udvikling og være aktive medspillere i rehabiliteringsforløbene, fortæller Helene Hansen.
Så snart myndighedsafdelingen har udredt borgerens funktionsevne og lavet en foreløbig handleplan tager Helene Hansen kontakt, og sammen med borgeren afdækker hun, om der er harmoni mellem planen og vedkommendes egne ønsker.
- Måske er der overset noget, eller der kan være ting, som er mere vigtige for borgeren end det myndigheden umiddelbart er nået frem til, siger hun.
Ofte er borgerne ikke vant til at, at der bliver set på muligheder frem for begrænsninger, og for nogle er den psykiske lidelse blevet så stor en del af identiteten, at de kan have svært ved overhovedet at se en vej frem.
- Derfor må jeg ofte arbejde med at få dem til at lægge "diagnosebrillerne" til side, så de kan tænke ud af boksen, fortæller Helene Hansen.
I den første fase bliver der også set på borgerens forsørgelsesgrundlag, evne til at holde boligen ren og pæn, på netværk, sociale relationer, deltagelse i aktiviteter samt på livsstilsfaktorer – og inden 10 uger bliver der afholdt et tværfagligt rehabiliteringsmøde. Her deltager borgeren selv, Helene Hansen, en repræsentant fra myndighedsafdelingen samt andre relevante aktører omkring borgeren.
Fokus på sanseintegration
Det tværfaglige rehabiliteringsmøde skal sikre en koordineret, sammenhængende indsats, og på baggrund af det bliver den endelige handleplan lagt fast. De rehabiliteringsforløb, borgerne får tilbudt, kan både have form af individuelle forløb og gruppeforløb, nogle gange i kombination. Udover de ugentlige møder med Helene Hansen deltager Katrine Ka Hauberg for eksempel i et gruppeforløb med fokus på sanseintegration, som ergoterapeuten står for sammen med en fagfælle.
- Det tager sigte på give borgerne en forståelse for, hvordan de bliver påvirket af sanseindtryk i hverdagen og hvilke strategier de kan benytte for at kunne være i bestemte situationer eller relationer, siger Helene Hansen.
- Læs også: Provokeret
Gruppeforløbene kan også være tilbud om fysisk aktivitet i form af boldspil, styrketræning og dans, mestringsforløb for borgere med ADHD eller forløb med NADA-akupunktur. Derudover er der tilbud om rygestopkurser.
- Gevinsterne ved gruppeforløbene er, at borgerne kan støtte hinanden indbyrdes og udveksle erfaringer. Men hos mange borgere er der social angst i spil, og formår de ikke at indgå i en gruppe, starter de med et individuelt forløb, fortæller Helene Hansen.
I samarbejdet mellem Helene Hansen og borger deles indsatsmålene i handleplanen op i mindre bidder, der er til at overskue. Er målet at få sat struktur på hverdagen, kan de starte med at aftale, at borgeren hver dag skal stå op og gå i seng på bestemte tidspunkter.
- Første delmål kan her være, at borgeren skal gå ud og købe et vækkeur, så nogle gange er vi nede i det meget lavpraktiske, siger Helene Hansen.
Effekten af indsatsen måles en gang om måneden med evalueringsmetoden GAS, oal Attainment Scaling. Her starter borgeren typisk med en score på minus to, og når borgeren går i nul er målet opfyldt. Handleplan, mål og indsats kan på baggrund af evalueringerne blive ændret undervejs, og nogle borgere vil være længere tid om at nå deres mål end andre. Men sigtet med rehabiliteringsforløbene er, at flere borgere skal blive i stand til at slippe socialpsykiatrien og stå på egne ben.
- Det er det, der er meningen med det hele, siger Helene Hansen.
Hjemme i Katrine Ka Haubergs lejlighed lakker det ugentlige møde med Helene Hansen mod enden. Katrine er endnu ikke i mål på GAS-skalaen, men har flyttet sig et pænt stykke, fortæller ergoterapeuten.
- Hun har fået så meget selvtillid, at hun er i stand til at mærke efter, hvad der er godt for hende. Hun har også fundet ud af, at hun fortjener et godt liv, og selv om vejen måske er lang, er jeg sikker på, at hun på et tidspunkt når derhen, hvor hun ikke har brug for mig mere.
- Læs også: Håb for en hverdag
Den tanke har Katrine tidligere pure afvist, men i dag lyder andre toner.
- Det tror jeg også. Men det bliver nok ikke i morgen eller i overmorgen, siger hun.
Oplever sammenhæng i indsats
Foreløbig kan hun blandt andet sig over, at hun har fået en kæreste. På et lokalt vandrehjem med dyrehold er hun i øjeblikket i fleksjob et par timer fire dage om ugen. Her sørger hun for at fodre og holde rent hos kaniner, geder og næsebjørne, og det job overvejer hun nu at udvide med en ekstra dag om ugen.
Katrine Ka Hauberg fortæller, at det for hende er altafgørende, at hun i rehabiliteringsforløbet hele tiden bliver mødt der, hvor hun er og får lov af flytte sig med små skridt i sit eget tempo. Og så er hun glad for at opleve, at der er sammenhæng i indsatsen.
- Jeg har tidligere oplevet, at de forskellige parter ikke talte sammen, og det bliver man forvirret af. Nu bliver der samarbejdet og man er selv medbestemmende, så man bliver en slags tovholder på indsatsen. Man bliver ikke bare smidt fra den ene instans til den anden. Man kan sige: Det her duer ikke for mig, men det her kunne jeg til gengæld godt tænke mig.
