3. nov 2014 KL 14:07

Der bliver pres på

Hold øje med arbejdsmiljøet. For der er ikke udsigt til mindre kontrol og dokumentation i det offentlige fremover, siger professor Kurt Klaudi Klausen på Etf’s TR-konference
Skribent: 
Jakob Kehlet
Foto: 
Heidi Lundsgaard

Der kommer ikke flere ressourcer til de offentlige arbejdspladser i fremtiden – snarere færre. Til gengæld vil de offentligt ansatte blive mødt med et krav om at levere flere ydelser.

Med andre ord: Der kommer pres på.

Karsten Brask Fischer: TR skal bruge kompas

Derfor lyder et af rådene til deltagerne på TR-konferencen: Hold et vågent øje med medarbejdernes arbejdsmiljø. Rådet kommer fra professor ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen. Han siger:

- En dygtig TR skal kunne spotte, hvordan medarbejderne reagerer på de tendenser, vi ser på de offentlige arbejdspladser.

Samtidig skal fremtidens TR også kunne bestride andre ledelsesroller, end vi hidtil har set.

- TR skal indgå i det strategiske udviklingsarbejde sammen med ledelse på arbejdspladsen og samtidig kunne være på talefod med kollegerne. I stedet for kun at stå fast på hævdvundne rettigheder, vil TR i fremtiden blive inviteret ind i de mere overordnede ledelsesbeslutninger på arbejdspladsen, siger Kurt Klaudi Klausen.

Han mener, at enhver TR bør spille sine kort med omhu.

- Det er vigtigt, at TR kompetencemæssigt bliver klædt godt på for at blive medspiller i det strategiske udviklingsarbejde. For en TR skal gøre sig fortjent til at få ledelsens tillid, siger Kurt Klaudi Klausen, der fra sine møder med TR rundt omkring i landet har fået indtryk af, at de er velforberedte på opgaven.

Professoren tror ikke, at ergoterapeuter eller andre faggrupper i det offentlige slipper for kontrol- og dokumentationsfænomenet, selv om tillidsreformen, der blev lanceret tidligere på året, lagde op til, at medarbejdere skal kunne udfolde deres faglighed og engagement i et friere handlerum end hidtil.

- Der kommer ikke mindre styring, snarere mere. Kontrol og dokumentation knytter sig til økonomisk og politisk styring, og det vil der komme meget mere af i de kommende år, vurderer Kurt Klaudi Klausen.

Han forudser, at der vil komme en masse spændinger på de offentlige arbejdspladser også mellem ledere og TR, og derfor bliver der brug for masser af diplomati i begge lejre.

- Der skal to til at danse tango, konstaterer Kurt Klaudi Klausen.