Ensomhed slår hårdt
Etf sætter i disse uger spot på ensomhed, da foreningen er blandt initiativtagerne til Folkebevægelsen mod Ensomhed. I den forbindelse skrev Tine Pagaard Thomsen forleden et indlæg på foreningens hjemmeside, fordi hun og to andre ergoterapeuter i efteråret lavede bachelor-opgave om ensomhed blandt mænd over 65 år. Efterfølgende har redaktionen interviewet hende om hendes erfaringer fra projektet.
Fandt emnet ved tilfældighed
Tine Pagaard Thomsen fortæller, at de tre unge studerende ved en tilfældighed fandt emnet til deres bachelor-opgave, da de i september sidste år skulle i gang med afslutningsprojektet.
- I en radioudsendelse hørte vi, at hver fjerde, der begår selvmord, er over 65. Og i den aldersgruppe er det også oftest mændene, der tager deres eget liv. I udsendelsen kom det frem, at ensomhed var en af hovedårsagerne, siger Tine Pagaard Thomsen.
Da de efterfølgende søgte viden om ensomhed blandt ældre, stødte de ikke på megen litteratur omkring emnet. Og slet ikke om mænds ensomhed. Men et vigtigt redskab til at afdække ensomhed fandt de frem til og valgte at bruge i deres opgave: UCLA Loneliness Scale.
20 spørgsmål
- Vi ved fra litteraturen og fra vores egen undersøgelse, at mænd ofte lægger skjul på deres følelser, og de fortæller derfor heller ikke, hvis de er ensomme. I vores litteraturgennemgang fandt vi derfor redskabet UCLA Loneliness Scale af den amerikanske ensomhedsforsker, Daniel Russell, som kan påvise ensomhed, fortæller Tine Pagaard Thomsen.
I deres opgave brugte de redskabet i en række interviews blandt ældre mænd i Holstebro, som de fik kontakt til blandt andet via en avisannonce. UCLA Loneliness Scale, som også er oversat til en dansk udgave af Mathias Lasgaard, cand. psyk. og ensomhedsforsker, består af 20 spørgsmål, og skalaen påviste ensomhed blandt to af deres informanter på trods af et modsat udsagn i interviewet med dem.
- Redskabet er internationalt anerkendt og anvendt og er en effektiv metode til at afdække ensomhed hos både ældre og unge. Problemet er, at den fysiske smerte er langt mere accepteret end den psykiske smerte, og det er specielt for mænd et tabu at indrømme ensomhed. Vi havde derfor gode erfaringer med at anvende UCLA Loneliness Scale og vurderer, at det er et hurtigt og validt redskab at anvende i praksis for sundhedsprofessionelle, fortæller Tine Pagaard Thomsen.
I dag arbejder hun som ergoterapeut på Fjordparken Aktivitetscenter i Ringkøbing, hvor der ikke er tid og ressourcer til at bruge redskabet. Men hele bachelor-projektet har givet hende et bedre blik for de typiske symptomer, ensomme ældre viser, og hun føler sig derfor godt klædt på til at spørge ind til brugernes mentale sundhed i arbejdet på aktivitetscentret.
Fokus på meningsfulde aktiviteter
- Ensomhed kan sammenlignes med en depression, hvor symptomerne ofte er de samme. Tristhed, indadvendthed, manglende initiativlyst og isolation. Og vi erfarede, at mændene over 65 år bliver ekstra hårdt ramt, når deres ægtefælle dør. For hos den ældre generation er det kvinden, der næsten altid arrangerer hyggestunder med venner og familie, siger Tine Pagaard Thomsen.
Når hustruen går bort, åbner der sig en helt ny verden, hvor enkemanden ofte rammes af ensomhed og heller ikke åbner sig op for sine børn, forklarer hun.
- Her kan ergoterapeuter være gode, fordi vi har fokus på vigtigheden af meningsfulde aktiviteter, som kan anvendes som middel og mål til at fremme sundheden og mindske ensomheden blandt ældre. At anvende aktivitet som ’et fælles tredje’ kan flytte fokus og åbne op for det, der er svært at tale om. På den måde bliver det knap så farligt for de ældre mænd at tale om, hvordan de har det, siger Tine Pagaard Thomsen.