Lill-Ann Berger og Mette Hurup Thomasen, Træningscenter Gladsaxe Lill-Ann Berger og Mette Hurup Thomasen, Træningscenter Gladsaxe
12. apr 2016 KL 9:51

Fokus på kerne-opgaven

Træningscenter Gladsaxe har arbejdet med fokus på kerneopgaven. Det har givet bedre arbejdsmiljø og skærpet personalets redskaber til at holde fokus på kerneopgavens vigtigste mål: Borgeren
Skribent: 
Lisbeth Maindal
Foto: 
Henrik Frydkjær

En klar følelse af før og efter!

TR og AMiR tør godt stå inde for, at det er en oplevelse de fleste ansatte på afdeling A2, deler, efter at Træningscenter Gladsaxe har gennemført en proces, der satte fokus på kerneopgaven. Det har givet nye redskaber til samarbejdet og kommunikationen med borgeren. Og samtidig skabt et bedre arbejdsmiljø.

Det fortæller Lill-Ann Berger, ergoterapeut og AMiR og Mette Hurup Thomasen, fysioterapeut og TR. De er begge tilknyttet afdeling A2, der er en afdeling med midlertidige døgnpladser, med fokus på hverdagsrehabilitering. Det er en tværfaglig afdeling, hvor ergoterapeuter, sygeplejersker, fysioterapeuter og sosu-assistenter arbejder i teams.

I efteråret 2014 blev der taget en politisk beslutning i Gladsaxe kommune om at sætte fokus på kerneopgaven. For at alle medarbejdere skulle få ejerskab i arbejdsprocessen blev projektet forankret i MED-udvalget, og der var løbende inddragelse af alle medarbejdere. For eksempel skulle alle medarbejdere i en fysisk postkasse byde ind med deres bud på, hvad kerneopgaven er.

Det gode arbejdsmiljø

Ergoterapeuten Online bringer i den kommende tid en række artikler om arbejdsmiljø sideløbende med de møder regionale arbejdsmiljøgrupper, som Ergoterapeutforeningen i disse uger arrangerer sammen Danske Fysioterapeuter. Læs bl.a:

- Alle blev inviteret med til at have en stemme, og det gav ejerskab på projektet, siger Lill-Ann Berger, AMiR, for alle ansatte på afdeling A2.

Der blev også afholdt en fælles temadag i kommunen og cafe-møder. Som udløber af projektet  udarbejdede medarbejdere og ledelse, en definition på kerneopgaven, som kom til at hedde:

”Alle medvirker til, at borgeren har mulighed for at leve et meningsfuldt og selvstændigt liv.”

Bedre kommunikation – eksternt og internt

En vigtig pointe i forhold til, at projektet opleves som vellykket er, at fokus har været på, hvor vigtig god kommunikation er. Det understreger både TR og AMiR.

- Træningscenter Gladsaxe valgte at købe ”Styrket borgerkontakt”, der er et dokumenteret koncept for at skabe god kommunikation. Det skete i en erkendelse af, at god kommunikation var en forudsætning for, at vi kunne implementere de forandringer, vi havde arbejdet med, ordentligt i træningscentret, forklarer Mette Hurup Thomasen, som er TR for alle fysio- og ergoterapeuter på alle døgnpladser og det udekørende rehabiliteringsteam.

Formålet var at forbedre kommunikationen med borgerne, nedsætte antallet af borgerklager om kommunikation, samt at give medarbejderne redskaber til at skærpe fokus på kerneopgaven.

Eksempler på områder, der er ændret og hvor arbejdet er tilpasset i forhold til borgerne, er for eksempel:

  • Nye redskaber til at være professionelt lyttende og nysgerrig over for borgeren
  • Forløbsbeskrivelser, som meget klart beskriver, formålet med borgernes forløb og hvilke faggrupper, der gør hvad
  • Fokus på at vente med at drage konklusioner/beslutninger, før man har rådført sig med relevante kolleger

- Det er redskaber, der ikke kun skærper fokus på, hvad kerneopgaven handler om, nemlig borgeren. De har rent faktisk også smittet af på arbejdsmiljøet, siger Lill-Ann Berger.

- For den nysgerrige og lyttende stil over for borgerne er i høj grad også blevet til en ny stil kollegerne imellem. Vi oplever med andre ord, at det fokus, der politisk blev sat på kerneopgaven, og processen omkring det, også har været med til at give os et bedre arbejdsmiljø, siger Lill-Ann Berger.

Her handler det igen om kommunikation. Ligesom kommunikationen med borgeren er vigtig, er den det også blandt kolleger. Og både TR og AMiR oplever, at der blandt medarbejderen er skabt mere refleksion over kommunikationen med hinanden. 

Styrket borgerkontakt

Styrket borgerkontakt er et koncept, hvor anvendelse af kendt og veldokumenteret viden om god kommunikation, dialog og konflikthåndtering er sat i system og gjort enkelt. Understøttet af træning og med redskaber, så man hurtigt, åbent og nysgerrigt får sikret at alle interesser og løsningsmuligheder kommer i spil.

www.styrketborgerkontakt.dk

- Vi fik styrket kommunikationen med borgeren. Sidegevinsten var, at vi som medarbejdere fik nye redskaber, der har hjulpet os til at kommunikere mere åbent med hinanden. Vi er blevet bedre til at tage fat i udfordringer eller kritik med det samme. Det er mærkbart på vores arbejdsmiljø, der er præget af færre konflikter og dårlig stemning, end før, siger Mette Hurup Thomasen. 

Hun fortæller, at der er skabt strategier for, hvordan man kan reagere. Er det for eksempel i nogle situationer måske bedst at tage en tænkepause eller gå et øjeblik og så komme tilbage, når tanken har været inde og vende?

- Dybest set handler det om at tage den enkelte situation alvorligt og tage ansvar for sin egen ageren. Så man ikke laver en optrapning, men finder en løsning på problemet, siger hun.

Hold gryden i kog

Lige nu er der en tilfredshedsundersøgelse i gang blandt borgerne, der har benyttet afdeling A2´s tilbud. Og Lill-Ann Berger og Mette Hurup Thomasen ser frem til at se, om personalets oplevelse af en markant forskel i tilgangen til borgeren, også kommer til udtryk i undersøgelsen.

Og som TR og AMiR er der konstant fokus på at holde fast i de gode redskaber og strategier.

- Et af redskaberne er, at vi på alle afdelinger har en kollega, der har fået rollen som såkaldt 'ildsjæl'. Vedkommende er dagligt opmærksom på, at vi holder gryden i kog omkring de nye tiltag og får dem brugt, siger Lill- Ann Berger.

Mere om det gode arbejdsmiljø