Arbejd med det som er

Jody Gittell, kan relationel koordinering hjælpe os igennem store strukturelle forandringer på vores arbejdspladser?

- Ja, for vi kan møde presset mere effektivt, når vi arbejder sammen på en koordineret måde. Mange føler, at de er nødt til at bare at overleve eller holde forandringerne ud, men ser vi nøgternt på det, så spilder vi mindre energi, når vi er på samme linje, med den samme tydelige forståelse af vores opgave, nemlig at levere høj og ofte bedre kvalitet på mindre tid og med færre ressource. Relationel koordinering kan hjælpe os med at få ideer og kapacitet til at forandre, innovere og blive mere adaptive til de nye ting, der sker.

Er det muligt ligefrem at gøre forandringer til nye muligheder?

- Ja, det mener jeg. I store strukturelle forandringer føler mennesker sig ofte fortabte. Hvem er jeg egentlig her? Hvad er min funktion? Min professionelle rolle? Engang var jeg den her specielle person; nu skal jeg koordinere og samarbejde med andre. Det føles som tab af kontrol og professionel status. Måske jeg slet ikke er så vigtig mere?

- Jeg hører hele tiden den forvirring, og jeg tror, relationel koordinering kan hjælpe os til en anden forståelse af vores identitet. Den kommer ikke bare fra et job, for eksempel som ergoterapeut, men findes også i de resultater, vi skaber med andre. Skaber man resultater sammen i ligeværdige og respektfulde samarbejder, har den enkelte ikke så meget status at miste.  Hvis vi vinder ved at samarbejde, hvis det er tydligt, at vi kollektivt løser opgaver med og for borgerne, er der ikke så langt at falde.

Har ergoterapeuter overhovedet et råderum, når nye strukturer bliver meldt ud?

- Det er et interessant spørgsmål. For relationel koordinering handler om at arbejde med det, der er. Ikke med, hvordan det kom der.

- Udgangspunktet er: Hvordan når vi vores fælles mål? Og det er den proces, man skal have indflydelse på. Vi er på et andet niveau her end hverdagens arbejde, men det er også relationel koordinering og en proces, også ergoterapeuter er repræsenterede i. Både som medarbejdere, som ledere, men også i kraft af jeres faglige organisering.

- For mig, der kommer fra USA, er det interessant et lære, hvordan I her i Danmark arbejder i fagforeningerne. De sidder ikke bare og venter på forandringerne; nej, de arbejder med at få indflydelse på dem. De er proaktive. Hvis den dialog kan føres på en sund måde, kan mange forskellige stemmer blive repræsenterede. Men de bliver det kun, hvis vi ikke bare sætter os ned og siger nej.

Kan den enkelte medarbejder gøre noget her?

- Jeg tror ikke, relationel koordinering er mulig uden støtte fra ledelsen. Og det er naturligvis ikke så godt nyt, hvis ergoterapeuter ikke føler, der bliver lyttet til dem. Så enten skal vi skifte ledelsen ud, eller også skal vi bevise, at borgerne faktisk bliver sundere og raskere, når vi deler viden på tværs af niveauer. Det sidste er en ret god måde at overbevise ledere på.

Hvad skal ergoterapeutiske ledere være opmærksomme på?

- De fleste ledere synes faktisk, de kommunikerer hele tiden. De tror også, de beder medarbejderne om at arbejde sammen, men medarbejderne oplever ofte, at ledelsen bare beder folk om at passe deres arbejde eller slet ikke taler om det vigtige. Når man arbejder med relationel koordinering, tegner man kommunikationen og relationerne mellem de forskellige grupper op. Når ledere ser de røde linjer på kortet, bliver de klar over, at de har et problem, for kortet er også et kort over, hvor godt, vi leder.

- Jeg har da mødt ledere, der siger: Det er forfærdelige ansatte, vi har her. Vi må bytte dem ud med andre! Men jeg tror, de fleste ledere i jeres sundhedssystem vil sige: Vi må finde ud af samarbejde på en anden måde. Det her samarbejdsklima kan vi ikke fungere i. Vi løser ikke vores opgaver godt nok på den her måde.

Jody Gittell, foto: privatfoto

Så ledere har faktisk brug for frontlinjens input?

- Ja. For så meget er komplekst i dag. Vi kan ikke vide alting alle sammen, så hvis al den viden, frontlinjen besidder, ikke ”formuleres opad”, kan vi ikke lykkes. Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en amerikansk leder, der var virkelig godt begavet. Men folk var bange for ham, de turde ikke fortælle ham, hvad de vidste, så som tiden gik, vidste ham mindre og mindre om det, han havde behov for at vide for at kunne lede mennesker i den organisation. Til sidst bad bestyrelsen ham om at gå.

Der er engang en, der har sagt, at mennesker kan godt lidet forandringer, men de kan ikke lide at forandre sig. Er det også din erfaring?

- Hmmm … ja, der er en vist frygt ved at forandre sig. For hvad mister du? Folk vil gerne se resultater, men det er hårdt at være del af at skabe dem. Det er her, det jeg kalder, the safe space kommer ind. Når folk forstår, hvad vi hver især bidrager med og er respektfulde over for hinanden, kan man skabe et trygt rum med højt fungerede relationer.

Er vi nødt til at bryde hierarkier ned?

- Ja, det tror jeg faktisk. Men det betyder ikke, at vi skal bryde alle strukturer op. Det betyder bare, at du skal bringe folk til at samarbejde på et fælles niveau. Til et af mine første oplæg i Danmark var der en, der spurgte mig: Men hvordan bringer man læger og piloter ned på samme niveau som deres kolleger? Det tænkte jeg lige over, før jeg svarede: Jeg tror faktisk, du løfter mennesker op!

- Det er interessant, at vi ser sådan på det, men afhængighed af andre kan føles frustrerede. Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at vi stadig har selvstændige positioner og vores egen faglighed. Kunsten er at bringe alle ”selvstændighederne” sammen om at samarbejde. Lykkes det, får hele systemet så meget mere kraft til at løse deres opgaver.

Så et godt råd til ergoterapeuter, der står midt i store forandringer?

- Lad jeres stemme høre. Sørg for, at nogen ved, hvad I står med i hverdagen. Vær villige til at samarbejde og måske til at afgive magt. Og så må alle faggrupper i dag indse, at det ikke længere er nok at ”have det i fingrene”. Vi er alle sammen nødt til at skaffe os større indsigt. Vi har brugt for træning i systemtænkning og forståelse af, hvordan systemer og strukturer fungerer. Det er nødvendigt, også for ergoterapeuter, at kunne se det store billede, man er del af.