Vi har en retssikkerhedsmæssig udfordring i forhold til de svageste borgere, som man endnu har til gode at finde den rigtige løsning på, siger Hanne Dorthe Sørensen,indehaver af konsulentvirksomheden Lederskabelse Leder-konference: Hvilken kage skal vi bage sammen?
Hvordan får vi faglighederne til at spille sammen, så vi ikke ender med en discountudgave af velfærdssamfundet? Og hvordan skaber vi sammen med borgerne og civilsamfundet ny offentlig velfærd, med blik for også de borgere, der ikke har kræfter til selv at råbe op?
Sådan lyder to af de centrale spørgsmål, Hanne Dorthe Sørensen, cand.scient.pol. og indehaver af konsulentvirksomheden Lederskabelse stiller på Etf´s Lederkonference 2016.
Læs også: Leder-konference: Selvcensur sætter også spor
Hanne Dorthe Sørensen arbejder med ledelse, kompetence- og kvalitetsudvikling på vejen mod en mere helhedsorienteret og bæredygtig offentlig sektor. Og for hende er der ingen tvivl om, at det også kræver et opgør med de mentale modeller af såvel god ledelse som det gode liv.
- Det er ikke ret mange år siden, vi definerede det gode liv som et, velfærdsstaten sikrede fra vugge til grav. I takt med at det offentlige fra 1960´erne og frem gradvis overtog flere og flere opgaver fra familien, ændrede forventningerne sig også, og vi fik velfærdsstaten, der sikrede, at borgerne, inden for visse rammer, havde krav på hjælp fra det offentlige. Men i dag får man ikke nødvendigvis en rollator, når man beder om den; man får i stedet en genoptræningsplan. For økonomien og den demografiske udvikling betyder, at hele holdning til det gode liv og hele tankegangen omkring det er ændret på ganske få år. Det er klart, at det også kræver, at vi selv ændrer vores måde at arbejde og samarbejde på, siger Hanne Dorthe Sørensen.
Nye faglige fællesskaber
Når hun, i kommuner og regioner møder ledere, der arbejder med de nye indsatser, er det tydeligt, at for eksempel hele rehabiliteringstankegangen er veldefineret, men at de involverede parter, ergoterapeuter, fysioterapeuter, andre fagprofessionelle og ikke mindst borgerne selv, stadig er usikre på formen. For hvordan sikrer man, at samarbejdet ikke bare bliver tværfagligt men udvikler sig til det, Hanne Dorthe Sørensen betegner som nye faglige fællesskaber?
- Jeg ser tværfaglighed som en kage, man har sat sig omkring et bord for at skære ud og fordele i passende stykker til de forsamlede. Nye faglige fællesskaber derimod handler ikke om at dele kagen, men om at bringe hver vores indkøbspose med indhold til bordet og finde ud af, hvilken kage vi skal bage sammen. Hvordan får vi faglighederne til at spille sammen, så vi netop ikke bare spiller sammen, men også spiller hinanden gode? Hvordan tackler vi opgaveglidningen, når de borgere, vi får i hænderne, kommer tidligt ud af hospitalet med meget komplekse diagnoser? Og hvordan sikrer vi, at også de borgere, der ikke er ressourcestærke faktisk får den hjælp, de har behov for? Det kræver nye tilgange til samarbejdet, og ledere med hår nok på brystet til både at stå fast over for politikerne og mod til at slippe kontrollen og give medarbejderne større råderum, herunder acceptere mulighed for at der kan opstå fejl, siger Hanne Dorthe Sørensen.
Læs også: Leder-konference: Dit valg - og et fælles ansvar
Hun peger på, at nye faglige fællesskaber ikke kommer af sig selv, og et vejen fra politisk projekt til hverdag kan være lang, hvis man ikke er opmærksom på, om den måde man organiserer sig på. For følger den i høj grad professionerne og høje standarder for faglig identitet, kan det være en barriere for netop den samskabelse, der skal til på tværs af professionerne.
Man er, mener Hanne Dorthe Sørensen, nødt til at være meget mere nysgerrig på andres faglighed. Og vide at man er i gang med at bryde 150 års tradition for at dyrke og specialisere sig gennem en bestemt faglig profession op.
- Vi skabte domæner. Og de domæner skal nu opløses, for borgerne er faktisk ret ligeglade med, hvem der traditionelt har erobret hvilket domæne. Det her betyder ikke, at ens faglighed er ligegyldig, men den er ikke længere nok. Kravet om faglighed og professionalisme er suppleret med at krav om at være professionelt nysgerrig på andre profession, siger Hanne Dorthe Sørensen.
Faglighed og nysgerrighed
For nylig hørte hun for eksempel fra en forskerkollega om en afdeling på et hospital, hvor spørgsmålet om medarbejdernes og ledelsens forskellige fagprofessioner blev besvaret i nærmest kor med: ”Vi er stråleterapeuter”.
- Den afdeling havde skabt en fælles identitet og en fælles faglig etik, der var centreret om patienterne. De havde fundet en ny faglig identitet og meldt sig ind i den, uden af deres fagfaglighed af den grund blev ligegyldig, men de havde sammen fået et nyt perspektiv på arbejdet og samarbejdet. Vi er nødt til at løfte blikket og se, hvem vi ellers skal inddrage; andre faggrupper, borgere, netværk, frivillige organisationer, siger Hanne Dorthe Sørensen.
Læs også: Sundholm-leder bruger ergoterapi som pejlemærke
Hun pointerer, at ergoterapeuter og fysioterapeuter er nøglespillere i skabelsen af nye former for velfærd, fordi netop disse faggrupper har den rehabiliterende tankegang som en del af deres professionelle dna, men at udfordringen for lederne i høj grad handler om at skabe mening. For blev man ergoterapeut for netop at ”være noget” for borgerne, kræver det stor mental fleksibilitet at blive forvalter af velfærdssamfundets knappere ressourcer ved stå fast på, at man netop passer sit arbejde allerbedst, hvis der ikke længere er brug for en.
Hvor er du sød!
- Man skal som fagprofessionel nok vænne sige til knap så mange klap på skulderen og ”hvor er du sød, tak!”. Vi er på kort tid gået fra et paradigme, hvor man som borger havde ”ret til og krav på”, til et paradigme, der handler om at se hver borger som unik – med krav om at foretage unikke vurderinger. Det er klart, at det kræver nye mentale modeller for alle, også de fagprofessionelle, når det gode liv ikke længere er lig med at kunne regne med at modtage hjælp, men om at klare sig selv. Og det kræver en særlig opmærksomhed på de borgere, der ikke formår at råbe op, siger Hanne Dorthe Sørensen.
Retssikkerhed
For nylig talte hun med en leder, der fortalte, at det som normal praksis hos dem nu var indført, at borgerne selv skal transportere deres hjælpemidler hjem. Det er der borgere, der godt kan. Fordi de har et netværk, en bil, en familie eller andre muligheder for transport. Men hvordan sørger vi for dem, der ikke har adgang til en bil eller hjælp fra andre? Lederen her var bekymret for, at de svageste blev ladt i stikken, og den bekymring deler Hanne Dorthe Sørensen – med en opfordring til at gøre skærpet opmærksomhed til en del af sin nye fagprofessionelle identitet.
- Vi har en retssikkerhedsmæssig udfordring i forhold til de svageste borgere, som man endnu har til gode at finde den rigtige løsning på. For meningen med at tage goder fra de borgere, der godt kan klare sig uden hjælp, er jo netop at bruge dem på de mennesker, der har mest behov for hjælp. Her skal de fagprofessionelle være opmærksomme på, at vi ikke får skabt et discountvelfærdssamfund. men sammen udvikler velfærden på nye måder.
Middelalderen kan inspirere ledere
Når Hanne Dorthe Sørensen arbejder med ledere bruger hun ofte roller som billeder på, at man i et team er nødt til at spænde over mange roller og kompetencer. Og at det er en del af lederopgaven at vurdere, om man har de rigtige roller repræsenteret. Hanne Dorthe Sørensen arbejder med disse roller, inspireret af middelalderen, som en offentlige leder bør være i stand til at træde ind i, afhængig af behov og kontekst:
- Fyrsten formår at navigere i en virkelighed med magtrelationer og interessekonflikter og fastholder samtidig et etisk engagement og en etisk praksis i sin omgang med egen og andres magt. Fyrsten forstår, at der er mange kilder til magt, og at magt og ledelseskraft kun skabes i det sociale samspil med andre.
- Diplomaten har evnen til at skabe tillidsfulde, forpligtende og nære relationer både indadtil og udadtil i organisationen og håndtere konflikter på en konstruktiv og produktiv måde. Diplomaten kan desuden dyrke den sociale kapital i løsningen af kerneopgaven.
- Den opdagelsesrejsende er med til at finde ”nyt land” i en virkelighed under konstant forandring og er også lydhør over for de nye løsninger, der måske allerede findes i organisationen, men som bare ikke er blevet udbredt. Den opdagelsesrejsende ser sin egen udvikling som leder som noget, der sker gennem eksperimenter og refleksion.
- Skjalden skaber mening og åbner op for forskellige forståelser af hverdagen, som gør, at både ledere og medarbejdere føler, at de hører til i organisationen. Samtidig ser skjalden dialog og samtaler, både formelle og uformelle, som et afgørende omdrejningspunkt for den ledelsesmæssige praksis. Skjalden ser historiefortælling som et vigtigt håndværk og anser sig selv for historiefortæller.
- Gartneren plejer det grundstof, der er grundlaget for succes, nemlig medarbejdernes viden, motivation og lyst til at gøre en forskel. For gartneren handler det om at forstå, hvad der driver den enkelte medarbejder, og løbende udvikle læringskulturen i organisationen. Gartneren tør bruge humoren som en vigtig del af det frugtbare læringsmiljø.
- Alkymisten ser energi og engagement hos sig selv og medarbejderne som den vigtigste ressource og arbejder på at skabe betingelser for, at den kan øges. Alkymisten ved, at hendes passion og det grundlæggende formål med ledergerningen er en afgørende faktor for, hvordan hun træder i karakter som leder.
